Jeg sad på terrassen med den bærbare på skødet, da skriget lød – nærmest som en trillefløjte. Det blev solsorteungens sidste.
I foråret så solsortefar så flot ud i sin blanke smoking, men nu, efter flere kuld unger, ligner han en lazaron, så forpjusket er han.
En af ungerne hoppede rundt og pikkede i græsplænen i går. Den var næsten voksen. Det bredmundede var gået af den, og den havde flot, nyt tøj, der sad som støbt. Kun på issen strittede endnu lidt karsehår.
Tot forsøgte at snige sig ind på den i ly af æbletræet, jeg skulle lige til at komme ungen til undsætning, men så fløj den op i syrenen og skældte ud.
Tot sjoskede mjavende tilbage til sin stolehynde. Man kan høre, når han er ramt på stoltheden, eller hvad katte nu har på stolthedens plads.
Solsorteungen genoptog sin søgen efter føde, og jeg blev opslugt af computeren.
Så lød skriget som en trillefløjte. Jeg kiggede op, og på græsset ved siden af æbletræet sad en rovfugl med vingerne bredt ud foran sig.
Jeg rejste mig langsomt op for at se bedre, og rovfuglen drejede hovedet og så direkte på mig. Så lettede den, og i kløerne hang en slap klump.
Efter opslag tror jeg, at det var en spurvehøg. Det er en grum verden for fugleunger, men sådan er naturens orden. Meningsløst myrderi, er når vi mennesker folder os ud.
Som galningene i Irak der myrder løs for at skabe et kalifat, eller de amerikanske distancemordere der gør verden til et skydetelt. Vanvidslisten er lang.
Det var i går, solsorteungen skreg. I dag regner det, og solsortefar er ikke bare forpjusket, men også våd. Jeg tror, det var den sidste unge i dette kuld.
/Eric
Jeg er faktisk glad for, at det var spurvehøgen og ikke Tot, der løb af med sejren. Tot er der andre, der sørger for, men spurvehøgen må klare sig selv.
Netop. For Tot er det bare leg og så selvfølgelig et diktatorisk instinkt.
Godt at Tot ikke skal leve af selvfanget føde. Her i haven har jeg af og til set resultatet af fødekæden – fjer ligger spredt. Her har hr. solsort også set vældig forpjusket ud og det har givet været hårdt arbejde at få nogle få unger på vingerne. Skaderne snupper æg i mængder.
Vanvid skal man kun se på i begrænset omfang, man får hurtigt nok af galskaben. Så er det bedre at gå en haverunde.
En haverunde på denne matrikel er lidt af en opdagelsesrejse, men ellers har du fuldstændig ret. 😉
Benny Andersens hyldest til haven kan synes lidt for lyserød set i lyset af din historie. Men i det store hele så holder den endnu, sålænge krigsraseriet holder for udenfor hækken.
Hækken er tjørn, og selv krigsherrer ved bedre …
Det var garanteret en Spurvehøg, som du også selv har fundet ud af. De har det med at kigge én i øjnene 😉
Det blik, den sendte, var hverken høfligt eller undskyldende!
Åh, ja verden er grum. Som du nævner, er der dog mening i grusomhederne, i naturen. Vi mennesker bliver aldrig klogere. Det er til tider ubærligt trist, at se på verden.
Verden er både vanvittig og skøn, og det har den været længe.