Er æggestand en standret? Dansk er en svær en III

Noget af det, der gør dansk til et svært sprog, er ordenes store alsidighed. Tag f.eks. det lille og standhaftige ord ’stand’.

Stand indgår i mange sammensatte ord, men undertiden kniber det med den logiske sammenhæng.

Det modsatte af forstand er f.eks. ikke bagstand, for det er der ikke noget der hedder. Det modsatte af forstand er heller ikke modstand, men helt overraskende uforstand.

Heraf kunne man så udlede, at det modsatte af ægtestand er uægtestand, men det er ikke tilfældet.

Hvis en gift kvinde har indgået ægtestand, og manden dør, bliver hun enke, og hendes ægtestand bliver til enkestand. Hvis det derimod er hende der dør, bliver manden enkemand, men hans ægtestand ændres sjovt nok ikke til enkemandsstand, og selvom de var et ægtepar, er han ikke blevet ægteenlig, men bare enlig.

Det modsatte af ægtestand er vel nærmest en ugift tilstand. Man kan så fundere over, om ægtestanden er giftig, men den påstand vil nok vække opstandelse.

Det modsatte af modstand er som nævnt ikke forstand, og det er heller ikke tilstand. Da der ikke er noget, der hedder medstand, har modstand simpelthen ikke en standsmæssig modsætning.

Det har henstand og genstand i øvrigt heller ikke.

Afstand er ikke det modsatte af påstand, men man kan godt tage afstand fra en påstand.

Opstand er en rask revolte, men det hedder ikke nedstand, hvis folket holder sig i skindet. Hvis nogle gør opstand, og det går galt, risikerer de at blive stillet for en standret.

Og så er vi tilbage til overskriften, om æggestand er en standret. Det er det ikke – og så måske alligevel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *