Jeg var sindssyg i gerningsøjeblikket. Det må jeg have været, for ingen ved sine fulde fem køber en hjørnegrund uden vicevært.
Jeg er ikke forstokket modstander af at udskyde til i morgen, hvad jeg kunne gøre i dag, og det er sikkert derfor, at ukrudtet på fortovet er blevet så livsbekræftende.
I dag kunne jeg dog ikke længere finde på vigtigere gøremål end at luge. Der var ikke for varmt, og det regnede heller ikke. Jeg var træt efter en hård dag, men ikke fuldstændig smadret.
Når jeg tænker på alt det salt, der blev strøet i vinters, er det egentlig utroligt, at der kan gro andet end blæretang på det fortov; men det gør der, og gasbrænderen er ikke længere det optimale våben. Vi sender jo heller ikke soldater til fronten bevæbnet med ærtebøsser.
Jeg vil dog ikke bruge Roundup, selvom fristelsen er stor. Så ville jeg jo dårligt kunne kritisere brugen af pesticider nær drikkevandsboringer, brud på Genevekonventionen og den slags.
Så jeg måtte ned og kradse dybt i fugerne. Jeg sendte håbefulde blikke mod et kobbel blygrå skyer, som sendte lovende kastevinde, men de svigtede og holdt på vandet. Måske kunne jeg have narret dem ved at stille cyklen ved siden af, men det tænkte jeg ikke på.
Som sagt er det en hjørnegrund, og bare det at skridte fronten af er motion nok for de fleste. Jeg klarede vel ca. 30 % kravlende på alle fire.
Nu er jeg radbrækket, og jeg ved godt, at det er min egen skyld. Så jeg fastholder det med sindssyge i gerningsøjeblikket.
@ Helle
Synkronsindssyge må være beskrivende.
Jeg kan bære flere indicier til bålet: før huskøbet havde vi – foruden hjørner – også bandlyst tjørnehæk og for høj beliggenhed (det sidst af hensyn til cyklerne, eller nærmere rugbrødsmotorerne). And guess what: ca. 60 meter monsterhæk og et udsigtpunkt a la Ørneborgen!
@ Søren
Den altan er enten et fejlkøb eller en isolationscelle!
@ Ellen
Lidt medfølelse på kistebunden er altid godt, men hellere en græsk ø end en manglende altan 😉
@Stegemüller
Et smukt tilbud og så endda ubeset!
@ Henny
Ja, egentlig synes jeg, at det pynter, men som nogenlunde lovlydig borger skal man indordne sig under så mange regulativer i det offentlige rum såsom at fjerne hittehundehømhømmer, når de hittes på ens fortov.
Da vi flyttede ind i vores hus (som ikke ligger på en hjørnegrund!), groede der bogstavelig talt ikke et blad ukrudt i flere år. Det er så kommet til siden, men de første, ukrudtsfrie år, tilskriver jeg vores forgængeres brug af Roundup. Det er noget værre skidt! Så hellere noget ukrudt.
Jeg er glad for, at du ikke bruger Roundup; for det første naturligvis af hensyn til miljøet og for det andet af hensyn til os – dine læsere. Der ville ikke komme en særlig interessant post ud af “Så gik jeg ud og hældte fem liter Roundup ud over fortovet”.
Hvis jeg nu boede i nærheden, ville jeg glad komme og hjælpe dig med de sidste 70 pct.
Hvis du beslutter dig for en lejlighed med altan, så er der altanforslag her:
http://www.funny-potato.com/apartment-building.html
🙂
Skal vi nu ligefrem have ondt af dig?
Men hatten af for, at du ikke bruger Roundup. Det ville John SÅ gerne bruge, men jeg har nedlagt et direkte, umisforståeligt, lodret forbud, og overtrædelse vil medføre skilsmisse. Så vil jeg hellere drukne i blæretang, men salt er faktisk temmelig effektivt mod ukrudt. Og John vil åbenbart hellere drukne i ukrudt 😉
Han har dog i smug indkøbt en gasbrænder, som han med et grumt udtryk i ansigtet angriber flisemellemrummene med ind imellem.
Burde du mon overveje at investere i en lejlighed? Uden altan…
@ Per
Stakkels dig! Hvis det er smitsomt, har jeg dog indtil nu haft en til resistens grænsende modstandskraft 😎
Det må være smitsomt. Efter arbejde og midt i tour-afslutningen ødelagde jeg mit skrøbelige helbred på havearbejde.
Heldigvis er sindssygen gået over for denne gang 😉