For skægs skyld

Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor han må vælge, om skægget skal fjernes med barbermaskine, kniv eller skraber.

BarberknivNogen kan ikke beslutte sig og lader skægget stå, men jeg så fordelene ved det glatte ansigt og valgte barbermaskinen, da jeg afskyr tanken om snitsår.

Isenkræmmeren havde Braun og Philips, og valget faldt på Braun. Udtalt på tysk lyder det nemlig som en veltrimmet motor, mens ”Philips” får mig til at tænke på billedrør og den slags.

Jeg indrømmer, at det var en irrationel beslutning, men sådan træffes livets valg så ofte, og ofte går det jo godt alligevel.

Den første shaver barberede tilfredsstillende og holdt i mange år, før den brummende opgav ævred. Den næste var jeg også glad for, indtil jeg glemte den på Cypern i 2002. Jeg tjekker ellers altid, om vi har husket alt, men væk var den, da vi kom hjem. Mystisk.

Jeg måtte have en ny og lod mig friste af en dyr model med genopladeligt batteri. Batteriet var smart, men barberingen var ikke nær så tæt som før, og sammenlignet med den gamle brummer lød den nye shaver som en overgearet boremaskine.

Gåden om den forsvundne barbermaskine nagede mig i årevis, og jeg blev derfor meget glad, da jeg fandt den i en af kabinekuffertens obskure lommer. Der havde den forputtet sig siden 2002.

Så nu brummer den igen både ude og hjemme og får set noget. Som blind passager kom den også vidt omkring, men uden at se det mindste. Sådan går det nok ofte, når man ikke rejser for skægs skyld.

 

4 tanker om "For skægs skyld"

    1. Eric

      Du godeste – tillykke med jubilæet! Ja, jeg måtte jo skynde mig at skrive et eller andet, så det ser ud som om, jeg er med i selskabet 😎

      Svar
  1. Erik Hulegaard

    Da jeg så illustrationen, var jeg (næsten) sikker på, at der kom en mafioso-beretning fra seneste tur på Sicilien, hvor barberen skær halsen over på den lokale pantefoged som tak for Don Corleones beskyttelse.

    Men – selvom emnet fjerner skæg – og dermed læses med alvor, er det alligevel en solstrålehistorie, som selv den forlængst afdøde Wernher von BRAUN ville have synes om. Den genopstandne BRAUN.

    Selv har jeg siden mine første dun været Philips-fan; ikke kun grundet mine periodevise intensive forhold til Nederlandene, ej heller grundet besøg i Eindhoven (Philips Evoluon), men fordi “billedrøret” altid har passet min hud på fortræffelig vis.

    Det påstås, at man kan en del “på sit glatte ansigt” ?! 😉

    Svar
    1. Eric

      Som jeg skriver, var mit valg irrationelt, og trods navnet Braun er fremstilling af shavere ikke raketvidenskab. Med andre ord: Mærket er nok ret ligegyldigt.

      Mens jeg ventede i den sicilianske frisørsalon, beundrede jeg barberens virtuose brug af ragekniven, og en tættere barbering var næppe mulig uden at blive fatal. Ingen tvivl om at det i den grad er en tillidssag at besøge en siciliansk barber!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *