Tag-arkiv: Shaver

For skægs skyld

Der kommer et tidspunkt i enhver mands liv, hvor han må vælge, om skægget skal fjernes med barbermaskine, kniv eller skraber.

BarberknivNogen kan ikke beslutte sig og lader skægget stå, men jeg så fordelene ved det glatte ansigt og valgte barbermaskinen, da jeg afskyr tanken om snitsår.

Isenkræmmeren havde Braun og Philips, og valget faldt på Braun. Udtalt på tysk lyder det nemlig som en veltrimmet motor, mens ”Philips” får mig til at tænke på billedrør og den slags.

Jeg indrømmer, at det var en irrationel beslutning, men sådan træffes livets valg så ofte, og ofte går det jo godt alligevel.

Den første shaver barberede tilfredsstillende og holdt i mange år, før den brummende opgav ævred. Den næste var jeg også glad for, indtil jeg glemte den på Cypern i 2002. Jeg tjekker ellers altid, om vi har husket alt, men væk var den, da vi kom hjem. Mystisk.

Jeg måtte have en ny og lod mig friste af en dyr model med genopladeligt batteri. Batteriet var smart, men barberingen var ikke nær så tæt som før, og sammenlignet med den gamle brummer lød den nye shaver som en overgearet boremaskine.

Gåden om den forsvundne barbermaskine nagede mig i årevis, og jeg blev derfor meget glad, da jeg fandt den i en af kabinekuffertens obskure lommer. Der havde den forputtet sig siden 2002.

Så nu brummer den igen både ude og hjemme og får set noget. Som blind passager kom den også vidt omkring, men uden at se det mindste. Sådan går det nok ofte, når man ikke rejser for skægs skyld.