Mette Frederiksens usande påstand

Beskæftigelsesministeren fremfører usand påstand om, at der er flere voksne uden arbejde end folk med arbejde. Netop hun burde vide bedre.

En sejlivet myte florerer, og den findes i flere versioner. Én er, at der er flere på offentlig forsørgelse end folk i arbejde, som Magrethe Vestager påstod for ikke så længe siden. Det passer ikke.

Nu fremfører beskæftigelsesminister Mette Frederiksen en anden version af myten, nemlig at mere end halvdelen af den voksne befolkning ikke arbejder. Det passer heller ikke.

Hun kommer med påstanden i et debatindlæg i Politiken, ”Vi undgår ikke at skrue bissen på,” hvor hun bl.a. skriver:

”De fleste er enige om, at der er noget grundlæggende forkert, når der er flere voksne danskere, der ikke går på arbejde, end der er danskere, der går på arbejde.”

Og med afsæt i denne usandhed (med “går” mener hun ikke “spadserer”) skruer hun bissen på med en lektion i ret og pligt, solidaritet m.m.

Fakta:

  • Da man sidst talte efter, var der 4.589.983 danske borgere i alderen 15 til 108 år. Halvdelen af 4.589.983 er 2.294.992 (rundet op med en halv person).
  • Ifølge Mettes eget ministerium var der i 3. kvartal sidste år 2.763.000 personer i beskæftigelse. Altså er der flere i arbejde end voksne uden arbejde. Længere er den ikke.

Nu kunne jeg skrive en masse om troværdighed, professionalisme og politikerlede, men jeg gider ikke. Det er sagt så ofte før, og enhver kan drage sine egne konklusioner.

 

9 tanker om "Mette Frederiksens usande påstand"

  1. Gowings

    Ja, hvad sker der? Nu skulle vi lige til at have det så godt, med fravær af skråsikkerhed og uhøvisk tale og så bliver det bare ved, som om intet var sket. Nu varer det ikke længe, før vi må bede Pia Kjærsgaard om at komme på banen og tale de udsattes sag…

    Svar
    1. Eric

      Host! Så tilbyder jeg hellere Mette et gratis kursus i faktakommunikation. Det er lige, hvad hun trænger til.

      Svar
  2. Ellen

    Og du rundede endda op og ikke ned for at hjælpe Fr Frederiksen!
    Det er en fejlmargin på over 20 % fra påstand til sandhed. Det er altså dumt af hende.
    Der er en del på kæntringskurs for tiden i vores prominente regering, fornemmer jeg.

    Svar
    1. Eric

      Nej. det er meget lidt elegant. Navnet “Frederiksen” synes at varsle uvejr for beskæftigelsesministeriet. Endnu har Mette (så vidt vides) ikke løjet over for Folketinget eller brudt andre love, som sin forgænger med samme efternavn, men måske forfremmes hun alligevel til finansminister?

      Svar
  3. Henny Stewart

    I nogen grad til min forbløffelse kommer der en del “lad dem spise kage” argumenter ud af Mette Frederiksens mund. Som da hun f.eks. vil have arbejdsløse akademikere ud og søge ikke-eksisterende jobs som kassedamer i Netto.

    Svar
    1. Eric

      Ja, hun har travlt med at profilere sig. Så travlt at hun måske kæntrer. Hun har ellers et helt års erhvervserfaring som ungdomskonsulent for LO som ballast til jobbet som beskæftigelsesminister.

      Svar
  4. Erik Hulegaard

    Med mit flerårige kendskab til dig er jeg ikke et nanosekund i tvivl om ægtheden af din research.

    Som gammel embedsmand kender jeg også til såvel fodring af politikere som “tal-gymnastik”, hvor det sidste spring og landing på madrassen passer til “det politiske facit”.

    Det er to af regeringens tunge ministre, der sædvanligvis i en cocktail af begavelse, uddannelse (cand.polit og cand.scient. pol.) og ikke mindst en inderlig selvbevidsthed/-højtidelighed, der bliver citeret i ovennævnte.

    Tilbage står så tankerne: Kan opgørelsesperioderne være forskellige ? Henregnes der f.eks. først beskæftigelsesfrekvens fra det 18 år (versus 15 – 108 år) etc.

    Dine pointer fortjente en offentliggørelse i f.eks. Politiken, enten som læserbrev eller mere massivt som kronik; især sidstnævnte ville “automatisk” udløse en reaktion, selv fra det aktuelt omstrukturerede Beskæftigelsesministerium.

    In addition: “Politikerlede” – aktuelt er der stof til de planlagte sommerrevyer, skolekomedier og eksperimenterende teatre i samtlige danske postdistrikter.

    Svar
    1. Eric

      Jeg har svært ved at tro, at det er embedsmændene, der har “fodret” ministeren med faktuelt forkerte oplysninger. Antallet af beskæftigede står på ministeriets egen hjemmeside, og befolkningstallet og dets fordeling på aldersgrupper kan enhver slå op i statistikbanken.dk med få museklik, og man kan sågar downloade tabellen som et Excel-regneark.

      Normalt regner man 15 – 64 som den arbejdsduelige alder, men med pensions”reformen” har den øvre aldersgrænse flyttet sig. Hæver man voksenalderen til 18 år, bliver ministerens påstand blot endnu mere forkert. Hvis påstanden skal holde vand, skal man inddrage en god portion børn under 15 i de voksnes rækker.

      Uanset opgørelsesmetode og talgymnastik er forfærdelsen over antallet af beskæftigede i forhold til resten af befolkningen (så er ingen glemt!) det rene hykleri. Danmarks beskæftigelsesfrekvens har i årtier hørt til de højeste i verden, hvilket vi primært kan takke kvinderne for.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *