Adiós Tenerife

Det er sidste dag inden hjemrejsen fra Tenerife. Ferien er gået ufattelig hurtigt, men sådan føles det hver gang, det ved man.

Der er overskyet, men lunt. Der er næsten ingen vind, men alligevel slår enorme bølger ind ude fra havet. Det virker underligt – vi er så vant til, at bølger og vind hænger sammen.

Men oceanet ligger åbent mod nord, og dønningerne kan have rullet hundreder af kilometer for at kaste sig frådende mod land lige her til glæde for surferne.

Du kan vælge at se videoen herunder i HD ved at klikke på det lille ”tandhjul” forneden til højre. Man kan også vælge fuld skærm.

En vandtåge hænger over bugten, og jeg kan ikke blive træt af at se på brændingen. Videokameraet ligger hjemme i lejligheden, men lommekameraet kan også tage video.

Jeg køber pibetobak. De har mit mærke og til under halv pris. Men sig det ikke til sundhedslobbyen; Spanien trænger ikke til internationale sanktioner.

Den hvide læderjakke uden for læderhandleren er væk. Adiós. Helle køber et halssmykke i stedet. Til den pris kan det ikke være sølv, men det skinner ligesådan og er pænt.

Lygtepæl ved kirken

Vi nyder den sidste aperitif på den syndige automatcafé, mens de lokale myldrer ind i kirken til messe. Det sidste aftensmåltid på La Cazuela er en mør kalvekotelet.

Servitricen med det gnistrende sorte hår og de sorte bukser, som umuligt kan krølle, kommer forbi og skænker rødvin op. ”Fifty-fifty” siger hun med et smil, selvom mit glas var næsten tomt.

Bussen kommer først 10:05 i morgen, lad os få en espresso og den gode brandy, Carlos 1. ”Muy buen’!”

Adiós og hasta luego, Tenerife.

Relateret:

6 tanker om "Adiós Tenerife"

  1. Henny Stewart

    Man kunne da godt risikere at få våde fusser, hvis man skulle gå tur på den mole, eller hvad det nu er for en størrelse. Man får et godt indtryk af, at der er nogle vældige kræfter på spil.

    Svar
    1. Eric

      Ja, der var gang i gryden, og som nævnt føltes det mærkeligt, fordi der samtidig var nul vind. Det var flot, og jeg følte mig ydmyg over for de kræfter, som blev sluppet løs.

      Svar
  2. Stegemüller

    Det må være fantastisk at kunne surfe, det har jeg altid drømt om. Jeg har prøvet det ned på Amager Strand, men jeg var ikke noget naturtalent 🙂

    Det har været spændende at være med på jeres ferie, og du har ret i, at den gik hurtigt.

    Svar
    1. Eric

      Ja, ferien gik alt for hurtigt, men sådan er det. Selv har jeg ingen hang til at surfe og foretrækker brus i glasset, men måske skulle du prøve med hjælpemotor – jeg mener, Amager Strand er vel ikke kendt for sin brænding …

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *