Kategoriarkiv: IT & internet

Bing, Microsofts nye søgemaskine

Der skrives og tales meget om Bing, Microsofts nye søgemaskine. Dur den til noget? Kan den slå Google af pinden? Jeg lavede min egen test.

Min helt private og uvidenskabelige lyntest viste, at Bing producerer fornuftige søgeresultater. For eksempel er den flink til at finde og promovere mine sider med rejsebeskrivelser, og ligesom Google vil Bing også meget gerne sætte tænderne i min langtidsstegte lammekølle.

Så ingen direkte klager herfra. Dog synes jeg nok, at Google er lidt mere præcis “i dybden”. Jeg har f.eks. en rejsebeskrivelse, hvor vi starter i Rom og først kommer til Pesaro på side 4. Hvis jeg søger på “Pesaro rejsebeskrivelse” (uden anførselstegn) vil Bing absolut starte i Rom på side 1, mens Google går direkte til side 4 og nedenunder foreslår side 1 som et alternativ. Rom er bestemt et dejligt sted, men nu søgte jeg altså på Pesaro.

Jeg har også været ude for, at Bing præsenterer den engelske version af en side, selvom der findes en dansk, og søgeordene var danske. Det kan dog være en børnesygdom.

Så jo, Bing.com klarer sig ganske pænt, men jeg har endnu ikke set noget, som skulle kunne slå Google af pinden. Vil du læse mere seriøse undersøgelser, kan du f.eks. starte hos Computerworld.

Gratis e-bøger online, et verdensbibliotek på Internet

Tusindvis af bøger, litteraturens kransekage, er ikke længere borte end et par klik med musen. Der er alt fra Platon til Tarzan – og ganske gratis!

Omkring 100.000 værker kan downloades fra Project Gutenberg og samarbejdspartnere. Frivillige har i årevis skannet og digitaliseret bøger til projektet. Da copyright skal være udløbet, er det i sagens natur ældre værker, men til gengæld er det en sand skatkiste. Langt de fleste er på engelsk, men der er da en 20 stykker eller så på dansk.

Man finder stort set alle oldgræske forfattere som f.eks. Aristoteles (Aristotle), Platon (Plato), Herodot (Herodotus), Æsop (Aesop) m.fl. og adskillige romerske som f.eks. Cicero, Plinius (Pliny) og Ovid.

Fra nyere tid er der et hav af klassiske værker af de fleste “anerkendte” forfattere, men der er da også masser af ting som f.eks. Edgar Rice Burroughs’ Tarzanbøger, Conan Doyles historier om Sherlock Holmes og ramsaltet humor af Mark Twain.

Faglitteratur og videnskabelige værker af f.eks. Darwin og Einstein finder man også – eller måske Napoleons erindringer kunne friste?

En skatkiste for bogelskeren.

Relateret:

Nye sider om Excel VBA og makroer

Jeg har lavet nogle sider om programmering i Excel med VBA (makroer). Gjort immobil af et hekseskud skal man jo have tiden til at gå med noget.

Det er tips, tricks og eksempler jeg selv har haft nytte af. Det er ikke begynderstof, om end den der pusler med at indspille makroer nok kan få ideer til at strømline sin kode.

Foreløbig handler det mest om, hvordan man får fart på sine makroer, om Range-objekter, import og eksport af tekstfiler, formularer og dialogbokse (bl.a. gennemløb af kontrolelementer) samt hvordan man bruger egne klasser og class collections. Det sidste er ikke nær så langhåret, som man skulle tro.

Der kommer nok mere til hen ad vejen.

End Sub

/Eric