Kategoriarkiv: IT & internet

Flytning til ny host næsten gennemført

Så er flytningen af hjemmeside og WordPress blog til den nye server (host) ved at være gennemført.

Endnu mangler bloggen at blive rettet til hist og her, men da jeg først kunne komme i kontakt med administratorpanelet, gik det forbløffende smertefrit.

Jeg installerede den nye version af WordPress med et par klik via den nye servers Fanstastico script. Så blev plugins aktiveret, og dernæst importerede jeg den XML-fil, jeg havde eksporteret tidligere indeholdende alle indlæg og kommentarer. Intet hændervridende bøvl med SQL databaser.

Der kan stadig være ustabilitet og mærkværdigheder, men det løser sig nok snart. Selvom tingene gik ret smertefrit, kan jeg roligt sige, at man keder sig ikke, mens det står på.

Flytning til ny server

Min hjemmeside og blog flytter til en ny server (host) i denne weekend eller snarest muligt, og det kan give forstyrrelser.

Fra dk-hostmaster får besked på at flytte domænenavnet, til alle dns-servere (eller hvad skidtet hedder) er opdaterede, kan der gå et døgns tid, så man vil måske opleve, at visse sider er utilgængelige.

Bloggen vil med sikkerhed være nede et stykke tid. I forbindelse med flytningen installerer jeg den nyeste version af WordPress fra bunden. Efterfølgende skal diverse plugins aktiveres, og alle de gamle indlæg skal overføres. Jeg håber, det kan ske ved at eksportere og importere i WordPress’ kontrolpanel, så jeg slipper for at bøvle med SQL-databaser. Nu må vi se.

På den nye server har jeg mere plads, og oppetiden skulle meget gerne være bedre.

Servernedbrud og oppetid på min webhost

Jeg sætter stor pris på min natlige downtime, men når det gælder min webhost – hjemmeside og email -værdsætter jeg i høj grad oppetid.

Min webudbyder (eller webhost som det hedder på moderne dansk) har haft servernedbrud, og www.sitestory.dk har været nede, i noget der ligner 2 døgn.

Jeg beklager meget, hvis du er gået forgæves, og du fortjener min dybtfølte undskyldning, hvis du ligefrem er blevet nervøs for skulle undvære dit daglige irritationsmoment, dagdrømme om de varme lande eller hvad ved jeg.

I starten (for år tilbage) fungerede udbyderen, dmErhverv, udmærket. Prisen har altid været rimelig og jeg har ikke haft noget at udsætte på hverken service eller support.

Imidlertid er oppetiden (eller den problemfri tid) nu ved at være så ringe, at jeg ser mig om efter en tilfredsstillende løsning med bedre oppetid. Oppetiden skal helst være 99,5 % eller mere. Det lyder måske voldsomt, men tænk på, at en downtime på 1 % af et år er 3,65 døgn eller 87 timer og 36 minutter, så 99 % oppetid er ikke godt nok!

Det er ikke nemt. Der er mange udbydere, og markedet er en jungle med omtrent samme gennemsigtighed som min baghave. Jeg tror dog på, at det lykkes, og skulle du i den nærmeste fremtid igen opleve uregelmæssigheder på denne side, skyldes det forhåbentlig, at jeg står midt i flytterodet.

Oppetid, plads og hastighed er vigtigere end pris, men prisen spiller selvfølgelig en rolle. Lige nu har jeg kig på unoeuro.com og one.com. Surftown lyder tillokkende, men der er foruroligende meldinger om lave hastigheder på deres PHP-servere. Måske er der bedre forslag?