Kategoriarkiv: IT & internet

Hvordan får jeg udgifterne til at slå til?

Min e-mailadresse er udtrukket i lotteriet, og jeg vundet 470.000 euro. Jeg skal sikkert bare sende mit kontonummer, så de kan overføre pengene.

Hvor er internettet da en herlig ting – jeg har end ikke bidraget til præmiepuljen ved at købe en lodseddel!

Tænk sig: 3½ million danske ud af det blå, og til næste år kommer regeringens skattelettelse oven i bøtten. Hvordan skal jeg dog få udgifterne til at slå til?

Rødvinen bliver så dyr og god, at jeg kommer til at drikke for meget. Hotellerne bliver så snob-dyre, at der bor mennesker, jeg slet ikke vil mænge mig med.

I stedet for at cykle må jeg benytte limousine-service, og vi må helt ind til byen for at købe ind, fordi Brugsen hverken har ægte kaviar eller kød fra japansk kvæg, som har fået øl og kropsmassage.

Jeg vil få stress og dårligt helbred af konstant at skulle finde på nye udgifter.

Jeg må hellere svare, at jeg ikke har råd til at blive så velhavende, og at de kan donere pengene til kampen mod spam og phishing.

Spam, straf og hævntørst

Når jeg rammes af spam, optændes jeg af vild hævntørst og glemmer al blødsødenhed. Spammere skal straffes, skal de!

Jeg er normalt et blødsødent menneske, som er modstander af dødsstraf, og som finder det barbarisk at bure folk inde og smide nøglen væk.

Al erfaring viser jo også, at hårdere straffe ikke forebygger kriminalitet. I USA sidder mere end 1 % af den voksne befolkning nu i fængsel, og alligevel er landet gennemblødt af lovløshed.

Som blødsøden ser jeg straf som et redskab, der kan få den formastelige på bedre tanker og love aldrig mere at drikke rødvin på kommunens regning eller sjuske med bilagene.

For andre er straf snarere en hævn; øje for øje, og helst så mange tænder som muligt.

Sådan fordamper også min blødsødne tolerance, når jeg rammes af spam. Så optændes jeg af den vildeste hævntørst, og jeg kan blive helt salig ved tanken om spammere på strafarbejde i et stenbrud.

Spammere er simpelthen vor tids parasitter. Bevidst og kynisk forpester de hverdagen for millioner af mennesker og koster samfundet så uhyrlige summer, at Bjørn Lomborg for længst burde have påvist, at det giver bedre klima at fængsle spammerne end at investere i vedvarende energi.

Flere gange gennem årene har jeg måttet skifte e-mailadresse, fordi den gamle var faldet i spammernes klør. Spammerne invaderer din privatsfære fra tastaturer i Langtbortistan og skyr ingen midler.

Selv min lille kolonihave i cyberspace, gæstebogen, spammes af ukrainere og porno-pak, som vil lokke folk til websider fyldt med malware og andre infektioner.

Så må jeg sortliste IP-adresser og plante virtuelle tjørnehække, og hvor er det da træls! Jeg optændes af primitiv hævntørst, men desværre forbliver det med stenbruddet nok en frydefuld fantasi.

Sådan en politik vil jeg også have

Altså en politik til beskyttelse af personlige oplysninger. Det har alle de store websites. Så det må jeg også ha’!

Det er fint med sådan en politik. Det var også nemt at skrive en tillidsvækkende erklæring, så du kan føle dig tryg – ved mig i hvert fald. Jeg kunne ikke drømme om at misbruge personlige oplysninger, hvis jeg kunne få fingre i dem.

Hvorfor i al verden skulle jeg også belemres med dine personlige oplysninger? Der er i forvejen rigeligt, man skal passe på nu om dage. Tænk bare på kodeord, AIDS, herreløs bagage og UV-stråler.

Jeg er diskretionen selv. Selv hvis du kommenterer et blogindlæg og plaprer ud med personlige oplysninger (skriv, skriv! Jo saftigere, jo bedre!), lover jeg at beskytte dem med lejlighedsvis backup.

Læs resten →