Kategoriarkiv: IT & internet

Blog awards, kædebreve og eksponentialfunktionen

Husker du slumretæppet og de skuffede Korsbækfruer i Matador, da nogen brød kæden? Den samme kædebrevsnaivitet gælder for nogle blog awards.

Det er en sød tanke at sende en award til andre bloggere og således udtrykke, at man sætter pris på deres skriverier. Prismodtageren bliver sikkert glad for anerkendelsen, men sættes i en penibel situation, hvis reglen er, at han/hun skal udpege et antal nye modtagere af prisen.

Awardstifteren må være helt uvidende om eksponentialfunktionen. Tag nu den florerende ”Kreativ blogger award”, hvor den glade modtager skal udpege ikke mindre end 7 modtagere (underforstået: nye).

Det er intet mindre end rablende matematisk vanvid, for efter blot 10 prisuddelinger er antallet af modtagere større end antallet af websites (ikke bare blogs) på internettet. Antallet vokser således:

  • 7
  • 49
  • 343
  • 2.401
  • 16.807
  • 117.649
  • 823.543
  • 5.764.801
  • 40.353.607
  • 282.475.249

Hvis man mere beskedent sagde, at prisen “kun” skulle sendes videre til 2 nye personer, ville det tage 29 kædeled, før alle websites i verden havde fået prisen.

Den dag, vi lærer at forstå eksponentialfunktionen, er der måske håb for menneskeheden, for kædebrevsnaiviteten gælder desværre ikke kun for blog awards og slumretæpper.

Relateret: Hvad fremtiden bringer, eller: hvor skal vi hen du?

Er copyright retten til at kopiere?

I dag fandt jeg tilfældigt to websider mere, som har ”lånt” af mine fotos. Tror folk virkelig, at copyright er retten til at kopiere?

To danske webmastere har kopieret, omdøbt og publiceret mine fotos på deres egne websider.

Hvis de bare havde spurgt pænt, om de måtte låne billederne mod behørig kildeangivelse, havde det ikke været noget problem. Jeg skal for pokker ikke leve af det, men de har IKKE spurgt, og de angiver end ikke, hvor billederne stammer fra. Det er tyveri.

Så bliver jeg altså stjernetosset. Hvad blev der af almindelig høflighed? Tror folk, at ophavsretten er retten til at have et ophav? Tror de, at internet er et tagselvbord?

Det drejer sig om to fotos fra Rom. Det ene er af Trevifontænen. Her det originale foto på min side og her siden med kopien: (er nu fjernet: 27. februar 2011).

Det andet billede er af et pinjetræ på Palatinerhøjen. Her det originale foto på min side og her siden med kopien: (er nu fjernet: 2. marts 2010).

Fristen for at spørge pænt er udløbet, og jeg har derfor bedt dem fjerne billederne. Så må vi se. Når de fjerner billederne, fjerner jeg deres websideadresser fra udstillingsvinduet.

Der er sikkert flere fotos-kopier derude, og hvis jeg en dag trænger til lidt adrenalinsus, kan jeg jo fortsætte min billedsøgning.

Venner og vennesamlere på Facebook

Jeg får af og til venneanmodninger på Facebook fra personer, jeg ikke kender, og de skriver ikke et ord om, hvorfor netop vi skulle knytte venskab.

Jeg er helt på det rene med, at venskaber på sociale netværkssider kan være uforpligtende, og jeg har da også adskillige venner på Facebook, som ikke er sådan rigtige venner.

Men jeg synes alligevel, at man som udgangspunkt skal have et eller andet til fælles, så når en vildfremmed sender en ukommenteret venneanmodning, spørger jeg altid mig selv:

Hvorfor vil han/hun mon være ven med mig?

Når man så klikker ind på profilen, ser man ofte, at det er en vennesamler med mange hundreder, ja tusinder af venner.

Jeg er ikke psykolog og ved ikke, hvad der driver dem. Jeg trækker bare følehornene til mig og undlader ubesværet at besvare anmodningen.

Det ville jeg ikke kunne gøre helt så nemt, hvis de havde skrevet noget venligt.

Vi har med sikkerhed ikke løbet samme maraton eller været til samme koncert med Metalknuserne, men så bare et eller andet om at jeg f.eks. ser rar og intelligent ud.

Hvis man ikke kan finde på andet, kan man komme langt med smiger; men for nogle rækker fantasien ikke længere end til at trykke på en knap.