Når jeg rammes af spam, optændes jeg af vild hævntørst og glemmer al blødsødenhed. Spammere skal straffes, skal de!

Jeg er normalt et blødsødent menneske, som er modstander af dødsstraf, og som finder det barbarisk at bure folk inde og smide nøglen væk.

Al erfaring viser jo også, at hårdere straffe ikke forebygger kriminalitet. I USA sidder mere end 1 % af den voksne befolkning nu i fængsel, og alligevel er landet gennemblødt af lovløshed.

Som blødsøden ser jeg straf som et redskab, der kan få den formastelige på bedre tanker og love aldrig mere at drikke rødvin på kommunens regning eller sjuske med bilagene.

For andre er straf snarere en hævn; øje for øje, og helst så mange tænder som muligt.

Sådan fordamper også min blødsødne tolerance, når jeg rammes af spam. Så optændes jeg af den vildeste hævntørst, og jeg kan blive helt salig ved tanken om spammere på strafarbejde i et stenbrud.

Spammere er simpelthen vor tids parasitter. Bevidst og kynisk forpester de hverdagen for millioner af mennesker og koster samfundet så uhyrlige summer, at Bjørn Lomborg for længst burde have påvist, at det giver bedre klima at fængsle spammerne end at investere i vedvarende energi.

Flere gange gennem årene har jeg måttet skifte e-mailadresse, fordi den gamle var faldet i spammernes klør. Spammerne invaderer din privatsfære fra tastaturer i Langtbortistan og skyr ingen midler.

Selv min lille kolonihave i cyberspace, gæstebogen, spammes af ukrainere og porno-pak, som vil lokke folk til websider fyldt med malware og andre infektioner.

Så må jeg sortliste IP-adresser og plante virtuelle tjørnehække, og hvor er det da træls! Jeg optændes af primitiv hævntørst, men desværre forbliver det med stenbruddet nok en frydefuld fantasi.