Kategoriarkiv: Sjov & satire

Hvorfor er klimaministeren ikke ansvarlig for vejret?

Hvorfor er ingen ansvarlig for vejret? Front efter front passerer med møgvejr og modvind, og man kan ikke stille nogen til regnskab. Det er frustrerende i et samfund, hvor ansvar ellers er veldefineret.

Hvorfor er klimaministeren ikke ansvarlig? Hvad har man ellers en klimaminister til?

Selvfølgelig kan hun hverken gøre fra eller til, men det er jo helt normalt, at ministre er ansvarlige for noget, de ikke har forstand på eller vidste noget om. Går det helt galt, kan hun vel bare fyre en vulkanolog eller feje sneen ind under gulvtæppet.

Jeg lover at sende en mail med ros, hvis det f.eks. holder tørt Sankt Hans aften. Hvis bare hun vil tage ansvaret.

Det forsvarsløse forsvar

Tre bevæbnede mænd har begået røveri mod Antvorskov kaserne for at blive bedre bevæbnet.

Sædvanligvis forsvarlige kilder oplyser, at røverne gik målrettet efter Brian Mikkelsens kulturkanon, som skal sættes ind mod Taliban i Afghanistan.

Da kanonen imidlertid er til hemmeligt eftersyn i justitsministeriets kælder, måtte de slå sig til tåls med svært artilleri, panserværnsraketter og et ukendt antal håndvåben.

Gudskelov for det. Tænk hvad der ellers kunne være sket?

Vi må forlange mere politi ved såvel kaserner som lejekaserner, så forsvarsløse soldater kan sove trygt på vagten uden at blive overfaldet og frastjålet deres våben og skal have krisehjælp, inden de overhovedet er kommet til Afghanistan.

Det må også være et ufravigeligt krav, at politiet og PET sætter alle kræfter ind på snarest at få voldsmændene sat på utåleligt ophold bag tremmer.

/Eric

Sarah Palin til grin i telefonfis

Den republikanske vicepræsidentkandidat er blevet gjort til grin af en canadisk komiker. Han ringede hende op og udgav sig for at være den franske præsident Sarkozy.

Sarah Palin aner ikke uråd, selvom der bliver smurt tykkere og tykkere på med overdrevet fransk accent. “Sarkozy” siger bl.a., at de har meget tilfælles – f.eks. jagt – og “I just looove killing those animals”, og senere er hans kone “…so ‘ot in bed”.

Hør det hele her:

Palin labber det hele i sig med “ih” og “åh” i 6 minutter. Hun er vist ikke skuffens skarpeste kniv eller “the sharpest tool in the shed”, som de siger over there.

Nogle vil sikkert frygte, hvad der kunne ske med hende som præsident, men der er nok ikke grund til den store bekymring. Reagan kunne f.eks. ikke huske fra sin næse til sin mund i anden valgperiode, og det gik jo alligevel.