Eller hvordan er det nu, det er? Sprogets faste vendinger og talemåder er under angreb, og Forsvaret har ikke forsvar på rede hånd.
Forleden var Frank Aaen (EL) i fjerneren i anledning af den ikke eksisterende video af danske soldater, som ikke overværede påståede overgreb mod irakiske civile.
Frank sagde, at forsvaret havde ”vendt det blinde øje til,” og med det mente han vel, at man har holdt kikkerten for det øre, man har stirret sig døv på.
Skeletterne vælter ud under gulvtæppet og kan ikke fejes ind under våbenskabet. Selv talemåderne er under beskydning, men Forsvaret er gået ned med det hvide flag, og den del af Hjemmeværnet, som ikke er i Afghanistan, står alt for vagt ved geværet.
Nogen burde forsvare de faste vendinger, ideomerne, men for min skyld kunne vi godt afskaffe den med, at angreb er det bedste forsvar. De senere år har vist, at den ikke holder i efterretten.
Man kan angribe Forsvaret for meget, men det er på sin vis som at gå over Aaen efter vand. Det egentlige ansvar for ørkenens synder hviler hos de politikere, som gjorde forsvar til angreb.
