Tag-arkiv: Krise

Grækenland til salg

På Leros kan man ikke undgå at bemærke de mange skilte med ”Til salg”. Der er rigtig mange, og det er ikke kun på Leros.

Til salg

Krisen og trojkaens sparekrav mere end syvdoblede ejendomsskatterne, og det græske ejendomsmarked kollapsede.

Man indførte bl.a. en m²-skat, som opkræves af elselskaberne. Grækenland har ikke et effektivt person- eller ejendomsregister, men elselskaberne ved, hvem deres kunder er.

Den årlige ejendomsskat kan nu svare til en månedsløn eller mere, men det afhænger selvfølgelig af boligen, og hvad man tjener – hvis man da har arbejde og tjener noget.

Pensionister oplevede i de samme år en kraftig nedsættelse af pensionen, og mange har nu ikke råd til at sidde i deres bolig, selvom den måske er købt og betalt for 20 år siden.

Læs resten

Krise, krise, krise og hvad bliver det næste?

Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre om krise og på hykleriske politikere, der farer frem som velfærdspyromaner.

Krise, krise, krise! Er jeg den eneste, der zapper væk, når Moster Frederiksen toner frem og salvelsesfuldt prædiker moral? Eller når SMS-bissen docerer ”nødvendighedens politik”?

Alle som én er enige om, at hvis der skal gang i hjulene, skal der gang i forbruget, men forbrugerne er gået i flyverskjul, og er det så mærkeligt?

Den latterlige yoyo-politik med at indføre afgifter og fjerne dem året efter skaber vel ikke decideret utryghed, men er et klart eksempel på politikernes uforudsigelighed.

Værre for tilliden er velfærdspyromanien: efterløn, pension, dagpenge, kontanthjælp, fleksjob, SU osv. KL angriber seniorjobs, og med lærer- og lægekonflikten er der lagt i kakkelovnen for offentligt ansatte.

Og hvad er alternativet? I oppositionen taler Saxo Banks politiske skødehund i tunger om et liberalt Shangri LA med nanostat, mens Løkke siger, at ”vi må skære ind til bundlinjen”. (Normalt skærer man ind til benet, men politikere har en velkendt svaghed for ben.)

Dagligt kan man læse om de mange, som forlader dagpengesystemet for med egen ruin at redde landets økonomi, og politikerne taler fortsat om at øge arbejdsudbuddet, selvom det efterhånden er gået op for de fleste, at det betyder at øge arbejdsløsheden.

Det er skam for at sikre velfærden alt sammen. Det er nødvendighedens politik, siger politikerne.

Måske, men hvad man end mener om reformiveren, forstærker det utrygheden, at politikerne hele tiden ændrer på forudsætningerne for vores fremtid, og at man ikke kan tro dem over en dørtærskel.

Enhver må jo tænke: ”Hvad bliver det næste?” og så graver de fleste forbrugertilliden ned sammen med sølvtøjet.

 

Blandet nyt fra det græske øhav

Dagene begynder allerede at gå i ét her på Telendos. Der sker jo ikke det store, og meget af det, der sker, skete også i går.

LighterMen en god nyhed er da, at den græske tændstikkrise er slut. Engangslighteren fra Kos er som forudsagt upålidelig selv i milde vinde, men lørdag blev tændstikkrisen løst, da vi besøgte minimarkedet i Myrties på Kalymnos.

Derudover ser den græske krise stadig sort ud, og fjernsynet nede på Ritas viser lydløse billeder af bedemænd på parlamentets talerstol. Yannis lader armen illustrere en faldende kurve og siger: ”Not good”.

Helle fik lighteren forærende i en butik på Kos, som solgte vaskeægte cashmere-tørklæder for en slik. Tørklæderne var er pæne og bløde, og selvom de måske ikke er præcis 100 % cashmere, er 6,90 da billigt.

Nogle af EU’s og IMF’s krav til Grækenland er vanvittige og strangulerer landet. Det kan vi ikke kompensere for, men hvis vores forbrug kan slække garotten en lille smule for nogle få, er det fint.

Grillet havaborre

Lørdag spiste vi på den ene af de to familierestauranter, som ligger lige til højre, når man stiger af færgen. Det meste af dagen sidder flere generationer af familien på det overdækkede fortovsafsnit, som samtidig er tavernens serveringsområde.

Matriarken smiler altid bredt og siger ”kali mera,” når vi går forbi, og da vi ankom fredag, genkendte hun os og bød os hjerteligt velkommen til Telendos, selvom vi aldrig har nydt så meget som et glas vand hos dem.

Så lørdag aften stod vi i tavernens køkken sammen med sønnen, der styrer biksen, og så på fisk i A-, B- og C-kvalitet. A’erne og B’erne var mest flotte doradoer og havaborrer, mens C’erne sikkert var dem, farmand havde fanget: røde muller og småkravl.

Røde muller stiftede jeg bekendtskab med på Cypern i 2002, og det var både første og sidste gang, medmindre jeg skifter branche fra cement til minkfoder.

Læs resten