Tag-arkiv: Utryghed

Krise, krise, krise og hvad bliver det næste?

Hold kæft, hvor er jeg træt af at høre om krise og på hykleriske politikere, der farer frem som velfærdspyromaner.

Krise, krise, krise! Er jeg den eneste, der zapper væk, når Moster Frederiksen toner frem og salvelsesfuldt prædiker moral? Eller når SMS-bissen docerer ”nødvendighedens politik”?

Alle som én er enige om, at hvis der skal gang i hjulene, skal der gang i forbruget, men forbrugerne er gået i flyverskjul, og er det så mærkeligt?

Den latterlige yoyo-politik med at indføre afgifter og fjerne dem året efter skaber vel ikke decideret utryghed, men er et klart eksempel på politikernes uforudsigelighed.

Værre for tilliden er velfærdspyromanien: efterløn, pension, dagpenge, kontanthjælp, fleksjob, SU osv. KL angriber seniorjobs, og med lærer- og lægekonflikten er der lagt i kakkelovnen for offentligt ansatte.

Og hvad er alternativet? I oppositionen taler Saxo Banks politiske skødehund i tunger om et liberalt Shangri LA med nanostat, mens Løkke siger, at ”vi må skære ind til bundlinjen”. (Normalt skærer man ind til benet, men politikere har en velkendt svaghed for ben.)

Dagligt kan man læse om de mange, som forlader dagpengesystemet for med egen ruin at redde landets økonomi, og politikerne taler fortsat om at øge arbejdsudbuddet, selvom det efterhånden er gået op for de fleste, at det betyder at øge arbejdsløsheden.

Det er skam for at sikre velfærden alt sammen. Det er nødvendighedens politik, siger politikerne.

Måske, men hvad man end mener om reformiveren, forstærker det utrygheden, at politikerne hele tiden ændrer på forudsætningerne for vores fremtid, og at man ikke kan tro dem over en dørtærskel.

Enhver må jo tænke: ”Hvad bliver det næste?” og så graver de fleste forbrugertilliden ned sammen med sølvtøjet.