Politikernes nye yndlingsord er ’kernevelfærd’. Besparelser skal sikre kernevelfærden, siger de uden at definere, hvad det så er for noget.
Man kan ikke slå det op i ordbogen. Dertil er ordet for nyt, og statsministeren, der bruger det flittigt, har mig bekendt ikke sagt, hvad det står for.
Men som med kernevælgere menes vel den centrale velfærd – den velfærd, vi ikke kan undvære. Det ligger ligesom i luften.
Når regeringen ikke siger, hvad kernevelfærden omfatter, kan man prøve en negativ afgrænsning: Hvad er ikke kernevelfærd? Det må være den velfærd, de vil spare væk, forringe eller gøre til genstand for brugerbetaling for at sikre kernevelfærden.
Her er der forskellige udmeldinger fra kernevelfærdens vogtere, men det er fx dagpenge i mere end to år, efterløn, gratis lægehjælp, fri hospitalsbehandling for alle og gratis hjemmehjælp for blot at nævne nogle få overflødige velfærdsgoder.
Nedskæringernes logik er, at kernevelfærden ryger, hvis man beholder den overflødige velfærd; men da ingen vil røbe, hvad kernevelfærden egentlig omfatter, er jeg efterhånden mest stemt for at lade den ryge og så beholde den overflødige.
For det, der sidder uden om kernen, beskytter den også, og måske er kernevelfærd i virkeligheden som et kernehus: Man spiser det, der sidder udenom, og smider resten væk.
/Eric
