Kategoriarkiv: Småsnak

Løst og fast om forskellige emner.

Guldalderkvarteret #2

Cykelturen til arbejde fortsætter gennem kvarteret, hvor vejene er opkaldt efter danske guldaldermalere, og jeg hilser på de sidste tre.

Jørgen Sonne

Landlig scene

Landlig scene, 1848. Statens Museum for Kunst. Klik for større billede.

Efter Martinus har toppet, går det som sagt ned ad bakke, og et stykke nede passerer jeg i god fart Jørgen Sonnes Vej.

Konservative Sonne blev født den 24. juni 1801 og døde 89 år gammel den 24. september 1890.

Han studerede 3 år i München i sine unge dage, og i 1831 drog han til Rom.

Han brugte i starten mindre tid på at male end på at jage og skyde fugle på Campagnen; men med tiden ændrede det sig, og han malede natur og (et noget romantiseret) folkeliv.

C.W. Eckersberg

Jeg suser videre ned ad bakken, og sidste sidevej på højre hånd, inden jeg bremser, er Eckersbergsvej.

Her trækker jeg ud til vejens midte, for flere gange er en kvindelig morgencyklist med hvid hjelm kørt ud fra Eckersbergsvej med dødsforagt for vigepligten.

Læs resten

Guldalderkvarteret #1

Den daglige cykeltur til arbejde går bl.a. gennem malerkvarteret, eller rettere: guldaldermalerkvarteret. Det har den gjort i 27 år.

Turen starter på Morelvej, der er så stejl, at biler ofte har problemer med at komme op i glat føre. For enden er der en trappe ned med rampe til cyklen, og så drejer jeg til venstre ad Øster Sundby Vej.

Der er vel 100 meter nedad i friløb, før jeg bremser og drejer til højre. Nu er jeg på Martinus Rørbyes Vej, i villakvarteret hvor gaderne har navn efter danske guldaldermalere.

Gad vide om beboerne kender Martinus Rørbye? Eller for den sags skyld Carl Bloch, Dalsgaard, Jørgen Sonne, Eckersberg og Købke?

Jeg selv ved ikke meget om malerkunst, men mange års brug af netop disse veje, fik mig til at læse lidt om navnene bag.

Martinus Rørbye

Martinus Rørbye var en af de fremmeste guldaldermalere og levede 17. maj 1803 til 29. august 1848. Det er ved at være længe siden.

I 1834 fik han midler af en fond og rejste til Italien. Kunstneriske dannelsesrejser var ikke ualmindelige dengang; de gav kulturelt vingesus og inspiration. Her malede han bl.a. nedenstående skitse

Nær Sorrento 1835

Parti i nærheden af Sorrento med udsigt til havet, 1835. Nivaagaards malerisamling.

Året efter rejste han med arkitekten Bindesbøll videre til Grækenland og Tyrkiet, og det var ualmindeligt dengang. Han vendte hjem i 1837.

I 1839 rejste han tilbage til syden i håb om, at det kunne styrke hans dårlige helbred. Det gjorde det måske også, men ikke desto mindre døde han af kræft i 1848, kun 45 år gammel.

Rørbyes Vej til toppen er stejl, godt jeg har elcykel, og derefter går det ned ad bakke. Lidt før man når toppen, kan man hilse på Carl Bloch og Christen Dalsgaard, der har hver deres vej på hhv. venstre og højre side.

Læs resten

I dag er det bloggens fødselsdag

Så gik der lige 10 år med dette og hint. Bloggen altså. Det startede som et eksperiment, og nu har eksperimentet varet 10 år.

I dag for 10 år siden skrev jeg mit første indlæg. Det var en tirsdag, jeg var 19.399 dage gammel, så det var ikke for tidligt.

Der er noget dagbogsventil over en blog. Man kan gå tilbage os se, hvornår det nu var, det var, men det kunne man jo også gøre uden at offentliggøre.

Jeg kunne skrive en tophemmelig dagbog for my eyes only, men bortset fra at den måske kunne inspirere til en madplan, ville den nok blive kedelig.

Det særlige ved en blog er, at hvis man ikke er alt for kedelig, får man et publikum og en dialog, og man er pludselig en del af blogosfæren, hvilket luftlag den så ellers er i.

Jeg kan lide at skrive, og bloggen er (også) min sproglige legeplads. Nogle af de indlæg, der har været sjovest at skrive, er dem i kategorien ”Dansk er en svær en”.

Eller som da bandekrigen var på sit højeste, hvor jeg skrev dette: Shots populære blandt rockere og indvandrerbander.

Der har ikke været så meget gang i den svære kategori på det sidste, de fleste, lavthængende sprogblomster er plukket.

Det er heller ikke altid, man er lige inspireret. Der er trummerumdage, hvor man ikke oplever noget særligt eller bare ikke har overskud efter fyraften. Så holder jeg en pause, her bestemmer jeg.

Her og der er der glimt fra vores rejser, hvis der var en rimelig internetforbindelse på rejsemålet. Sådanne glimt kan der komme flere af i fremtiden, når der efter planen sættes mere turbo på rejseriet.

Det var også sjovt at skrive om cementproduktion og for en gangs skyld dele noget, jeg ved noget om. Det interesserede mange, fordi det var en verden, de ikke kendte meget til, og andre, fordi de netop selv havde med cement at gøre.

En større føljeton var også erindringerne fra mine 30 år på cementfabrikken. Det var sjovt at strukturere minderne, og om en lille måned er det blevet til 32 år.

I 2019 kan det være, at bloggen ændrer karakter, for da er jeg gået på efterløn og får en anden hverdag. Vi får se. Det er jo bare et eksperiment.

/Eric