Guldalderkvarteret #1

Den daglige cykeltur til arbejde går bl.a. gennem malerkvarteret, eller rettere: guldaldermalerkvarteret. Det har den gjort i 27 år.

Turen starter på Morelvej, der er så stejl, at biler ofte har problemer med at komme op i glat føre. For enden er der en trappe ned med rampe til cyklen, og så drejer jeg til venstre ad Øster Sundby Vej.

Der er vel 100 meter nedad i friløb, før jeg bremser og drejer til højre. Nu er jeg på Martinus Rørbyes Vej, i villakvarteret hvor gaderne har navn efter danske guldaldermalere.

Gad vide om beboerne kender Martinus Rørbye? Eller for den sags skyld Carl Bloch, Dalsgaard, Jørgen Sonne, Eckersberg og Købke?

Jeg selv ved ikke meget om malerkunst, men mange års brug af netop disse veje, fik mig til at læse lidt om navnene bag.

Martinus Rørbye

Martinus Rørbye var en af de fremmeste guldaldermalere og levede 17. maj 1803 til 29. august 1848. Det er ved at være længe siden.

I 1834 fik han midler af en fond og rejste til Italien. Kunstneriske dannelsesrejser var ikke ualmindelige dengang; de gav kulturelt vingesus og inspiration. Her malede han bl.a. nedenstående skitse

Nær Sorrento 1835

Parti i nærheden af Sorrento med udsigt til havet, 1835. Nivaagaards malerisamling.

Året efter rejste han med arkitekten Bindesbøll videre til Grækenland og Tyrkiet, og det var ualmindeligt dengang. Han vendte hjem i 1837.

I 1839 rejste han tilbage til syden i håb om, at det kunne styrke hans dårlige helbred. Det gjorde det måske også, men ikke desto mindre døde han af kræft i 1848, kun 45 år gammel.

Rørbyes Vej til toppen er stejl, godt jeg har elcykel, og derefter går det ned ad bakke. Lidt før man når toppen, kan man hilse på Carl Bloch og Christen Dalsgaard, der har hver deres vej på hhv. venstre og højre side.

Carl Bloch

Munk der spejler sig

En munk, der spejler sig, 1875. Nivaagaards malerisamling. Klik for større billede.

Hvis jeg drejede til venstre ad Carl Blochsvej, var der ikke langt til Signalbakken, som med sine +52 m er et af Aalborgs højeste punkter; men jeg kører med udsigt til at komme på arbejde, ikke til at se på udsigt.

Carl Bloch gjorde det meget i historiemalerier samt kirkekunst. Han levede 23. maj 1834 til 22. februar 1890.

Som flere af kollegaerne var han på studierejse i Italien, og jeg har tidligere bragt et udsnit af hans billede, Fra et romersk osteria.

Det hænger på Statens Museum for Kunst, er måske en anelse sødladent, men stort og med imponerende farver og detailrigdom.

Christen Dalsgaard

Dalsgårdsvej ligger som sagt på højre side. I 1991 så vi på et hus her, men det var for lille, og der lugtede jordslået i kælderen. Det havde dog hverken noget med vejen eller Dalsgaard at gøre.

Dalsgaard levede 13. oktober 1824 til 11. februar 1907 og nåede således en rimelig alder. Det, jeg har læst om ham, får mig til at kalde ham en nationalromantisk bonderøv, men det kan være uretfærdigt.

Han skulle ikke på studietur til Italien og var mere optaget af at male den hjemlige almue.

Mormoner

Mormoner på besøg hos en tømrer på landet, 1856. Statens Museum for Kunst.

Til gadenavnet Dalsgårdsvej har man valgt bolle-å. Jeg ved ikke hvorfor, måske var det bare et kiks.

Turen er ikke slut, men fortsætter i næste indlæg, hvor jeg passerer Jørgen Sonnes Vej og Eckersbergsvej for at  slutte maleretapen på Købkesvej.

Billederne her på siden yder ikke originalerne retfærdighed – størrelsen er nedskaleret, og farverne er ikke så klare, men du kan besøge Statens Museum for Kunst og Nivaagaard og se eller downloade dem i en bedre kvalitet.

6 tanker om "Guldalderkvarteret #1"

  1. Ellen

    Tak for det korte, men glimrende indblik i nogle af vore maleres liv og levned. Jeg kan godt lide deres streg, selv om det nok er et for enkelt udtryk at bruge om deres kunst.
    Jeg tror, at andre end Dalsgaard var for romantiske i deres skildringer af livet på deres tid, hvad enten det var i udlandet eller i DK – dog kan man ikke kalde billedet af den stakkels munk med den voldsomme tandpine for romantisk, tværtimod – men ellers havde de det vist med at beskrive et ‘smukkere’ liv end det, befolkningen generelt oplevede.

    Svar
    1. Eric

      Velbekom. Jeg kan mægtig godt lide guldaldermalernes billeder og kan ikke se mig mæt, når jeg fx besøger Glyptoteket. Og ja, de romantiserede, men det lå vel i tidsånden, og den herskende klasse, som kunne købe billederne, var næppe heller interesseret i at se almuens elendigheder.

      Svar
  2. Jørgen

    Det er dejligt at få dette indblik i din daglige cykeltur til fra arbejdspladsen. Det er ikke spor sikkert at beboerne på malergaderne aner noget om den kunstner der har lagt navn til gaden.
    Her hedder vejen Damvej. Det gør den fordi der lå en branddam på vejen, men en eller anden fik den tåbelige ide at fylde dammen op, banke pæle langt ned og bygge et hus. Det ville ellers have været godt at kunne have brugt dammen som regnvandsopsamlingssted ved skybrud, men sådan skulle det ikke være. Der kan selvfølgelig også være meget i kældrene rundt omkring.

    Svar
    1. Eric

      Jegkunne have samme mistanke om beboernes kendskab til manden bag navnet.
      Det lyder ikke begavet at fylde branddammen op, men som du skriver, kan der være meget vand i kældrene. Fordelen ved at bo højt, som vi gør, er, at vandet render ned til “de andre”.

      Svar
  3. Karl

    Hej Eric.
    Det er sjovt med gadenavne, efter vi er kommet her til Aarhus området har jeg set noget sjovt. De gader og pladser der er opkaldt efter personer har på gadeskiltene en påtegning med angivelse af stilling og levetid. Det giver anledning til mange tanker, også omkring udvælgelsen af hvem der har gjort sig “fortjent” til at få en gade opkaldt efter sig. Der er f.eks. et helt kvarter med gader opkaldt efter byrødder omkring Harald Jensens plads, og han var også byrådsmedlem, det var IKKE ham med snapsen.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.