Måske slut som pilletriller

Måske er min tid som pilletriller slut. På mandag skal lægen vurdere, om jeg kan stoppe helt eller delvis med hjertemedicinen.

HjerteDet rigtige havde været at vente til mandag med denne historie, jeg blev bare så spontant glad for beskeden, at overtryksventilen lettede.

Siden jeg fik hjertebøvl i 2016, har jeg gnuflet flere slags medicin, og ifølge de sagkyndige kom jeg rimelig hurtigt til hægterne, fordi jeg ikke fik bivirkninger, og de derfor kunne øge dosis.

Efter den smertefulde operation i december 17, blev dosis sat ned, men der skal stadig trilles piller både morgen og aften.

Beholdningen af den ene slags er ved at slippe op, så i går bestilte jeg receptfornyelse for hele dynen over nettet.

På apoteket ventede dog ingen hjertemedicin i dag. Jeg kunne få en næsespray mod høfeber, og det var det. Det syntes jeg var en beskeden høst efter 20 minutters venten, men hellere lidt end ingenting.

Hjemme var der mail fra lægen. Jeg loggede på lægens hjemmeside, og der lå en besked om, at jeg skulle ringe. De havde forsøgt at ringe, men forgæves.

Det sidste skyldes, at jeg normalt slukker min private mobil, når jeg er på arbejde. Den skal ikke ligge og ringe i ensomhed, når jeg er til møde eller andet.

Jeg nåede at ringe inden lukketid, og det viste sig, at lægen skal vurdere, om jeg skal stoppe helt eller delvis med medicinen. Derfor var recepten ikke fornyet. Konsultation mandag kl. 9 aftalte vi.

Så må vi se. Det vil bare være så godt at blive fri for hjertemedicin. Ikke at jeg har bivirkninger, jeg er bekendt med, men det ville ligesom være et blåt stempel på, at jeg er rask – i hvert fald hvad hjertet angår.

Jeg håber, men ellers vil en nedtrapning heller ikke være værst. Jeg vil hellere trille med min elcykel.

/Eric

10 thoughts on “Måske slut som pilletriller

  1. Jørgen

    Piller er godt ved behov, men ikke at have behov er bedre. Det bliver spændende at høre hvad konklusionen bliver.

    Svar
  2. Donald

    Jo mindre piller, desto mindre belastning af nyrer (og vistnok også lever).

    Men på den anden side har piller været med til at holde gang i bio-mekanikken. Det gælder om at finde den optimale balance. Jeg håber lægen anbefaler mindre eller ingen piller. Det er ret fantastisk, at operationen tidligere, December 17, kunne stabilisere så meget.

    Svar
  3. Lene

    Jeg troede jeg havde kommenteret, men nu prøver jeg igen.

    Jeg håber at det går som du håber. Men uanset hvad så er det godt at operationen havde en god effekt.

    Svar
    1. Eric

      Tak og ja, det er godt.
      Der var ingen kommentarer ud over den, jeg svarer på, som ventede på godkendelse.
      Det er din emailadresse, der gør, at dine kommentarer skal godkendes. En eller anden må på et tidspunkt have markeret en af dine kommentarer som spam, og nu er det mejslet i Akismets database.
      Du kan komme ud over det ved at bruge en anden adresse. Der er masser af muligheder, fx ved hotmail eller lignende. Du kan såmænd også få en hos mig, og så kan jeg sætte den op til fluks at videresende til din egen, hvis nogen skulle finde på at skrive.

      Svar
  4. Ellen

    Det kan jo også tænkes, at det er medicinens skyld, at du føler dig rask 😉
    Men det er da naturligvis det bedste, hvis du kan undvære medicin. Spændende, hvad lægen vurderer.

    Svar
    1. Eric

      Det er jo det. Jeg føler mig rask, men det ville være en bedre følelse uden pillerne. Vi får se, men bare det, at der er håb, kan booste humøret.

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *