Tag-arkiv: Affaldssæk

En misdæder på spil

Da jeg kom hjem i dag, var affaldssækken flænset. Det er sket før, og det er træls. Misdæderen må være en kat, for flængen er i kattehøjde.

Staklen var jo nok sulten og må have god erfaring med affaldssække. Jeg tvivler nemlig på, at selv en følsom kattenæse kan lugte noget gennem både sækken og vores tæt tilsnørede poser. Kulden fremmer heller ikke duftforstærkende processer.

Det er næppe Tot, der har været på spil. Han lader ganske vist, som om han er sulten, men han er bare madglad, er han. Det vidner hans huld også om. Nej, vores lille husven vil hellere tigge fra dør til dør som gårdsanger end gå til håndgribeligheder.

Tror jeg da. For man kan jo aldrig være sikker, selvom der var spor nær gerningsstedet. Jeg ser ingen særlige kendetegn og kan ikke afgøre, om sporene er sat af Tot eller en strejfende misdæder.