Dansk er et åndrigt sprog. Det har ånder for enhver smag og til enhver lejlighed, og netop det er med til at gøre dansk til en svær en.

I hver sit sproghjørne står de onde ånder og helligånden. Onde onder er fx plageånder, mens helligånden er en mere diffus størrelse. Nogen siger, at den gjorde Josef til hanrej for mange år siden, men det lyder jo ikke særlig helligt, og mange ved derfor ikke, hvad de skal tro.

Derudover er der en hel masse andre ånder med opgaver, som matcher deres åndsevner. Det sidste er en af de væsentligste forskelle på ånder og mange mennesker.

Verdensånden, tidsånden og folkeånden er vidtfavnende, men ellers er de fleste ånder specialiserede. Spejderkorpset har fx en korpsånd, og de fleste hold i sportens verden har en holdånd. Er det et B-hold, har det bånd.

Holdånden fungerer også som klubånd og kampånd, og det hold, som taber kampen, opgiver ånden. Åndernes foretrukne idræt er åndedræt.

Ånden i flasken, vinånden og spiritussen er tre sider af samme ånd, som bliver åndfuld, når den får en tår over tørsten.

Har man mange ånder, er man åndrig, og kan man undvære et par stykker til dem, der har åndenød eller er åndeløse, er det god åndemaner.

Naturånden er en enspænder og bor i et åndehul langt ude i skoven. Her drager den rundt, og det kaldes åndedrag.

Ellers ligner ånderne os på mange måder. Skønånder er kønnere end andre, og åndspygmæer er små. Ånder kan blive forkølede og åndsforsnottede, de kan åndsbolle og få åndsbeslægtede, og endelig kan de dø og blive åndelig.

Baghånden og forhånden må jeg hellere gemme til en anden god gang, inden dette bliver for åndet.

/Eric