Tag-arkiv: Blogge

For en gangs skyld om det at blogge

9 svar

TræskoBlogs skal pinedød kategoriseres som modeblogs, mødreblogs, madblogs, kreablogs, hverdagsblogs, politiske blogs og hvad ved jeg.

Denne blog hører til kategorien:

”Lidt af hvert, men meget lidt om det som åbenbart er lidt af de fleste.”

Man skal nemlig kende sine begrænsninger: Mine træsko ville gøre sig dårligt på en modeblog, jeg har for meget at lære om hækling, og jeg er ikke optændt af had.

Hvis jeg fx havde forstand på at udrydde skvalderkål, kunne jeg skrive en sagkyndig blog og få mange læsere, som hader skvalderkål. Men hvad fornøjelse har man af læsere, som kun har kål i hovedet?

Jeg har stort set kun forstand på at lave cement, men hvem gider læse en “kreablog” om det? Jeg gør ikke. Derfor må jeg skrive om ting, jeg ikke har forstand på. Lidt af hvert.

Når jeg på arbejde har skrevet knastørre notater, trænger sproget til at få cementstøvet rystet af og blive luftet, og så er der noget mentalhygiejnisk ved at have en blog.

Med en blog kan man også lufte sine meninger. Det flytter selvfølgelig ikke en disse, for de, der mener noget andet end mig, er enormt stædige og vil ikke indse, at jeg har ret, men så har jeg da fået luft.

Jeg ville da gerne have flere læsere og være populær, men da jeg ikke skriver med glidecreme og hverken hækler eller hader, nærer jeg ingen illusioner.

Det har dog også fordele, at der ikke er så mange læsere. Man kan overkomme at svare de få, som kommenterer, og der er velsignet langt imellem idioterne, som fylder avisernes kommentarspor med ævl og ser sharia i hullerne på cykelstien.

På fredag har jeg blogget i tre år, og jeg fortsætter, så længe det er sjovt. En dagbog ville ikke være det samme. Længere er den ikke, og så ikke mere navlepilleri i denne omgang.

 

Det første blogindlæg – hvor fører det hen?

1 svar

Jeg tager hatten af for de mennesker, som kan blogge noget begavet hver eneste dag.

Efter at have været på arbejde, hentet unger, købt ind, lavet mad, støvsuget, og hvad de ellers har lavet, sætter de sig minsandten og skriver noget begavet. De har noget på hjerte. De skriver, så der dannes modstandsgrupper på Facebook, deres tastetryk får regeringer til ryste, og høns får et bedre liv.

Hvor får de overskuddet fra? Kosttilskud eller cølibat?

Hvis jeg overhovedet kunne skrive noget begavet, ville det højst blive en gang eller to om ugen. Og jeg skal endda ikke hente børn endsige støvsuge på hverdage, medmindre der går hul på en pose ris eller sådan noget.

Der er ingen sager, jeg brænder for – ikke sådan ægte og engageret så det ryger ud af pennen. Jeg har ikke noget særligt på hjerte. Jeg bliver nok harm engang, når man forbyder udendørs rygning og fortsat tillader dieselmotorer uden partikelfiltre; men det vil være, hvad man kan forvente, og min pibe brænder for en tabt sag.

Nej, jeg skriver simpelthen, fordi jeg kan li’ det. Helt for min egen skyld, som da jeg spillede guitar i enrum. Solonolo. Der er lidt dagbogsventil over det. Det nye er, at jeg gør det i en blog.

Hvorfor? For at prøve selvfølgelig. Der er så mange, der blogger, at der må være et eller andet ved det. Hvad det er, ved jeg endnu ikke, så derfor må det prøves. Jeg må se, hvor det fører hen.