Så har jeg bestilt snerydning og saltning frem til 31 marts. Med 60 meter fortov er det en luksus, vi under os selv med glæde.
Som jeg før har skrevet, var det sindssyge i gerningsøjeblikket, da vi købte en hjørnegrund, for i snerige vintre er det opslidende at rydde 60 meter fortov op til to gange om dagen.
Jeg husker med gru vinteren 2009, hvor fortovet var motionscenter i flere måneder. Billedet til højre er fra den vinter, og så vidt jeg husker, var 2010 ikke meget bedre.
I 2012 lettede vi mod Tenerife med en snestorm snappende efter haleroret. Stormen var varslet, så jeg havde forinden bestilt snerydning til lejligheden. Det var dyrt.
Belært heraf tegnede vi abonnement i vintrene 2013 og 2014 og nød de dage, hvor vi ikke skulle ekstra tidligt op for at skovle, men i stedet kunne tage tidligere af sted for at stride os på arbejde.
Af og til er det jo umuligt eller for farligt at cykle pga. sne og is, og så må man gå. Alt efter føret tager det 35-45 minutter.
For et par uger siden sendte jeg derfor mail til vores kære snerydder og skrev, at vi også i år var villige kunder. Men ak, han har droppet snerydning (uden at fjerne det fra sin hjemmeside), så jeg måtte ud på det hvide marked.