Roterovnen blev opfundet i 1873 af briten Frederick Ransome, og den revolutionerede cementindustrien, som indtil da havde brugt ineffektive skaktovne.
Vådovne til grå produktion, Aalborg Portland 1972. Monsteret til højre (ovn 86) er væk nu. Ovn 85 i midten er afstillet indtil videre, og ovnen til venstre blev konverteret til hvid klinkerproduktion i 2003-2004. Den store bygning øverst i billedet er lageret for grå klinker. Det rummer +200.000 tons. Kilde: Aalborg Portlands arkiv
De to første roterovne i Europa blev igangsat på Aalborg Portland (AP) i 1899. De var fremstillet af et amerikansk firma og var kun 18 meter lange. Ikke længe efter begyndte F.L. Smidth, der ejede AP, at fremstille roterovne.
AP’s længste roterovn i dag er 180 m lang og har en diameter på 5,25 til 6 m. Det er den midterste af de tre på billedet ovenfor.
Materialerne transporteres gennem en roterovn, ved at den roterer om sin akse og har et fald på 3-4°.
Der indblæses brændsel (fx kulstøv) gennem et brænderrør i ovnens udløbsende, og mens materialerne bevæger sig nedad, trækkes de varme gasser den modsatte vej, så materialerne varmes op gradvis.
Udløbet på ovn 87 som ikke er en vådovn. Udhugning af gammel foring er i gang. Februar 2016.
Alle roterovne er udmuret med ildfaste, isolerende sten for at holde på varmen og for at beskytte stålet. Hvis en eller flere sten falder ud, bliver stålet rødglødende, og hvis man ikke stopper ovnen, er det et spørgsmål om tid, før der brændes hul ud til det fri.
Af samme grund er det udbredt med scannere, der måler ovnskallens overfladetemperatur og viser den grafisk i kontrolrummet. Om natten er man ikke i tvivl, hvis en ovn har røde hunde!
Stenene er kileformede efter mål (efter ovnens diameter) og sættes ind i ringe, der bærer sig selv uden nogen form for mørtel. Når ovnen køles ned, trækker stenene sig sammen, og så må ovnen kun tørne langsomt, da foringen ellers kan falde eller “skrue”.