
I går var der fernisering på udstillingen ’Last day at work’ med billeder fra DSB’s nu nedrevne godsterminal i Aalborg – fotos med gods i.
Hélène Mogensen de Monléon har tre accenter i sit navn – og så den franske, men det er næppe derfor, hun er så god til at se og indfange motivet i det, andre knap bemærker.
Hun formår fx at vise den særlige æstetik i industriel arkitektur, og det ser man også på hendes nye udstilling, ”Last day at work,” på Nordkraft i Aalborg.
Før terminalen blev revet ned, blev den Hélènes motiv. Ganske som hun fx fotograferede den nu nedrevne eternitfabrik, men denne gang inviterede hun naboer med til at befolke den øde godsterminal. De kom iført arbejdstøj, og Hélènes kamera var fluen på væggen. Nogle af billederne kan du se i lille format ved at følge linket ovenfor.
Jeg kan blive helt sentimental over, at godsterminalen nu er væk – ligesom eternitfabrikken, værftet, cementfabrikkerne og de andre virksomheder, som gjorde Aalborg til en industriby, byen med de rygende skorstene.
Det gamle elværk, Nordkraft, står stadig, men kalder sig nu kraftcenter for kultur og fritid, og ved siden af bygges der musikhus. Jeg tog billedet (øverst) af Nordkraft, mens vi ventede på bussen.
Udstillingen ”Last day at work” løber til den 2. december, og der er gratis adgang. Du kan se flere af Hélènes billeder på hendes hjemmeside.