Høfeberen kom så tidligt i år, at jeg mistænkte den for at være forkølelse. Nu er jeg til gengæld høforfeberkølet og sidder hjemme.
Sidste år fik jeg høfeber i maj, da vi var på Sicilien. Italienske pollental pegede på et træ, hvis navn jeg har glemt, men antihistamin i håndkøb reddede ferien.
Jeg blev ikke ramt af høfeber, da vi var i Italien i år, men den lå på lur, da vi kom hjem. Græspollensæsonen starter normalt senere, så jeg mistænkte det for at være en forkølelse, men håndkøbsmedicin fjernede næsten symptomerne.
Jeg har længe været allergisk over for græspollen og politikere. De sidste plejer dog ikke at give høfeber, så hvad det har været denne gang vides ikke.
Jeg bestilte den sædvanlige medicin hos lægen. Det er øjendråber og noget næseinhaleringshalløj, som er dyrere end guld, når man beregner kiloprisen.
Men guldstøvet, som jeg har brugt i årevis, virkede ikke længere, så jeg købte noget mere af det der håndkøbsnoget, som virkede nogenlunde.
Indtil i går, hvor jeg blev ramt af en snottsunami. Jeg troede først, at det var høfeber, og det er det måske også, men i kombi med en rigtig forkølelse. Det må være høforfeberkølelse.
Jeg tog fri i utide og har i dag været hornblæser på terrassen, godt indpakket. Regnen kom med præcision, hvilket er lige meget, da terrassen er overdækket. Nogle få 7-kabaler gik op, aviserne blev gennemtrawlet.
Det er slående, så stille kvarteret er på en hverdag. Jeg har næsten ikke hørt andet end solsorten og dens tiggende unge. Skadeungerne er vokset op, så nu er der fred for dem. De fouragerer stadig på plænen, man kan kende dem på de korte haler, men de er (næsten) stille.
Men høforfeberkølelse er noget hø, for makkeren har ferie. Chefen har såmænd godt af at lave tre mands arbejde, men det ville alligevel være synd, hvis det stod på for længe.
Vi må se, om ikke hornet spiller bedre i morgen.
/Eric
