En grå og svanger sky svulmer i horisonten. Der er lummert og vindstille, og alle instinkter varsler regn. Kan jeg mon nå at slå græsset?
Jeg cykler de sidste hårde meter op ad bakken. Luften lugter som flintesten, hvis ellers flintesten lugtede.
Jeg smider rygsækken og går straks ud og finder plæneklipperen og kablet. Jeg skulle have gjort det i weekenden, men der var småbyger, og vådt græs er så træls.
Det grå monster nærmer sig støt, og jeg forcerer tempoet. Skyen er så grå, at den kunne give blyforgiftning, tænker jeg, mens jeg skynder på Flymo. Aldrig har den slået græsset så hurtigt.
Blyskyen er over os i samme øjeblik, jeg har klippet det sidste strå. Jeg spurter ud i garagen med Flymo og ruller kablet op.
Jeg nåede det! T-shirten klæber, og brillerne dugger, da jeg falder om i stolen under terrassens halvtag. Pyh, hvor er jeg varm! Det er, så jeg damper, og jeg må tørre panden.
Lyset bliver til tusmørke, og temperaturen falder brat. Tunge dråber rammer halvtaget som en ildevarslende ouverture, og jeg er svært tilfreds med min timing, selvom jeg sveder bravt.
Og så stopper det.
Der faldt måske en deciliter på vores matrikel. I alt.
