Tag-arkiv: Guld

Prisen på medicin

Hvis guld var virksomt mod høfeber, ville jeg bestemt sniffe guldstøv i stedet for min medicin. Man har vel økonomisk sans!

Jeg render ikke apoteket på dørene, men når græsset kaster sin kærlighed ud i atmosfæren, er det tid at få en portion høfebermedicin: næsepudder (sådan noget man sniffer) og øjendråber.

Som bevidst forbruger kigger jeg normalt på kiloprisen, men den oplyste apoteket ikke, så jeg måtte selv regne den ud.

Næsepudderet kostede 285 kr. for 200 doser à 100 mikrogram eller i alt 0,00002 kg. Altså en kilopris på 14.250.000 kr.

En kilopris på mere end 14 mio. kr. gør køb af næsepudder til noget af en tillidssag, vil jeg mene, for de færreste af os kan kontrollere, om der er snydt på mikrogramsvægten.

Guld koster for tiden ca. 250.000 kr. kiloet, så for prisen på 1 kilo næsepudder kunne jeg altså købe 57 kg guld. Det er da en skam, at guldstøv ikke er virksomt mod høfeber!

Det glæder mig derfor, at øjendråberne var så billige; en literpris på lidt over 22.000 kr. er jo det rene røverkøb – også selvom det er en 50 % opløsning.

Jeg ville gerne have bragt et billede af en dosis næsepudder, men den fordømte pixel gemmer sig under et punktum, og dem går det ikke an at fjerne.