Tag-arkiv: ISS

ISS kræver lønnedgang, og nogen kan ikke regne

ISS kræver, at deres vinduespudsere skal gå 15 % ned i løn fra 117 til 85 kr. i timen. Ét er, at sygen nok smitter, noget andet er regnefejlen.

Hvis det har sin rigtighed, at ISS stiller så brutale krav om lønnedgang, udlever firmaet Claus Hjort Frederiksens vådeste drømme, og man burde boykotte foretagendet, hvilket imidlertid er svært som privat forbruger.

Hvis det lykkes dem, og konkurrenterne følger trop, har de intet vundet på konkurrenceevnen, men kan selvfølgelig score mere, hvis prisen for deres ydelser ikke følger med ned.

Det samme gør sig langt hen ad vejen gældende for det generelle ævl om, at lønnedgang vil gavne nationens konkurrenceevne. Den sang synges i alle lande, så det synes at være en kollektiv økonomisk dødsdrift.

Men nok om det. Bortset fra det brutale i historien om ISS, var det regnefejlen, der fangede min opmærksomhed, samt at alle, som gengiver historien (fx avisen.dk), også gentager regnefejlen.

85 % af en løn på 117 (komma et eller andet) kr. i timen er sgu’ da ikke 85 kr. i timen! En lønnedgang til 85 kr. svarer til godt 27 %.

Så nu ved den arme læser ikke, om der kræves en lønnedgang til godt 99 kr. (= 15 %) eller 27 % til 85 kr. Begge dele er selvfølgelig uspiselige, men alligevel.

Man kan da heller ikke regne med det, man læser.