Jeg sov desværre fra jordskælvet forleden. 4,6 på Richterskalaen matcher ikke mit vækkeur i seismisk aktivitet.
Jeg har:
men jeg har aldrig oplevet et jordskælv. Selv ikke i lande hvor vulkaner rumler, og jordens ryg skyder klipper mod himlen i vildskab.
Jeg vil så gerne mærke bare et lille skælv. Et som ikke gør nogen fortræd. Som når jeg favner min elskede og sitrer af lykke.
Og så sov jeg fra det!
Cykelstien var fejet, da jeg skulle hjem fra arbejde. Jeg blev så glad. Ikke mere slingrende cross country, men summende gummi mod sort asfalt.
Jeg var så glad og positiv, at jeg straks gik ud og fjernede det tynde lag creme fra mit eget fortov og genåbnede hullerne i snediget, som kommunens sneplov havde plomberet. Strøede frisk salt i sårene.
Mildere vejr, mildere sind.
Så blev det tid for nyheder. Jordskælv i Haiti. Forfærdeligt. Sne og cykelstier er banaliteter.
Det er vist tid at betænke Læger uden Grænser eller “your favourite charity”, som amerikanerne ynder at sige.
Vi kan gøre en forskel; kampen mod sne og cykelstier for at komme på arbejde er ikke kun motion.