Tag-arkiv: Julefrokost

Firmajulefrokost og blues

Det er min egen skyld, at jeg keder mig. Jeg kom alene og sent, og snakken ved bordet tager udspring i en afdelings hændelser, jeg ikke kender til. Det er søde mennesker, og jeg vil ikke bryde ind i deres koordinerede kredsløb.

Den pudepolstrede stripper med knippel og håndjern vækker jubel, før osten serveres. Det er nok kun mig, der finder showet plat og kedeligt.

Jukeboksen spiller højt, og det meste af musikken er bare støj. Trods snapsene kan jeg stadig ikke fordrage den røde gummibåd. Folk sejler op ad åen, ser fisken fra sit akvarium.

Jeg må hellere gå hjem med min blues.

Nogle lastbiler passerer kl. 21:36, men ellers er vejen øde og opdelt i etaper af lys. Jeg stopper på motorvejsbroen og betragter trafikken. Hvis nogle af bilerne skal ned, hvor oliventræerne gror, må de gerne tage mig med.

Tåbelige drømme. Det er koldt, og oliventræerne må vente til foråret. Videre!

/Eric