Om en pianospillers slag under det musikalske mavebælte og om skybrud.
Meteorologerne har varslet syndflod, så tørvejret her til morgen overrasker mig. Jeg overvejer ganske kort, om jeg skal gå en tur med paraplyen, men vælger beslutsomt terrassen.
Her er ganske lunt, og med en fleecetrøje og et tæppe går det fint. Den bærbare og kryds og tværs er inden for rækkevidde.
Der er stille – øh, VAR stille, for nu spiller hun klaver igen. Ja, jeg ved ikke, om det er en hende, men det har jeg besluttet. Om der ligger fordomme til grund, røber jeg ikke.
Hun har øvet det samme, forbandede stykke i mere end to uger, og det lyder skrækkeligt. OK, den røde gummibåd for fuld udblæsning ville nok være værre, men klaveret er max 100 meter væk.
Hendes øvelser gør absolut ingen mester, der er intet fremskridt at spore overhovedet.