Nogle af gæsterne på mine websider kommer fra lande og steder, som sætter min geografiske viden på prøve og pirrer min fantasi.

De kommer fra nær og fjern
Hjemmesidens besøgsstatistik siger i dag, at der det sidste år har været gæster fra 227 lande inklusive ”not set,” hvor det så end er. 😎
Langt de fleste kender jeg, men der er også nogen, jeg ikke lige vidste, hvor ligger. Det er typisk små østater, som der er mange af i Caribien og Stillehavet.
Dem har jeg slået op, og her følger et resume af dagens geografiske udbytte.
Guam. Ringede en klokke, noget med 2. Verdenskrig, men hvor er det lige, den ligger? Det er en ø i Stillehavet, et godt stykke øst for Filippinerne. Amerikansk militærbase. 90 % af turisterne kommer fra Japan.
Kiribati. Østat midt i Stillehavet på højde med Colombia. Datolinjen slår en pukkel, så Kiribatis øer kan have samme dato (praktisk for administrationen, og så er det her, man kan fejre nytår først). Med den globale opvarmning satser de vist på at evakuere indbyggerne til Australien og New Zealand, inden øerne oversvømmes.