Tag-arkiv: Lavtryk

Gorm og Helga – et stormende møde

Med få dages mellemrum har to storme passeret, nemlig Gorm og Helga. Mens jeg skriver dette, rusker Helgas slipstrøm stadig.

Med Helga i ryggen skulle der ikke trædes meget i pedalerne for at komme på arbejde i morges, selvom hendes vrede ikke var på sit højeste.

Det udstyr, som måler cementovnenes emissioner af NOx m.m., måler også barometerstanden, og den logges af styresystemet.

Jeg kan derfor lave kurver, hvor man kan se, hvornår Gorm og Helga ramte Aalborg. Herunder ser du barometerstanden i millibar (sort og Y-aksen) samt vindhastigheden i sekundmeter, da Gorm ramte forleden.

Gorm

Normal barometerstand er 1013 mbar, og da trykket var på sit laveste, målte vi 966,3. Vores måling kan være påvirket af processen, det ved jeg faktisk ikke, så den reelle barometerstand “udenfor” kan altså være en anden, men det ændrer ikke ved de relative ændringer.

Man ser også, hvor hurtigt lavtrykket passerede, og det er også tydeligt, at de høje vindhastigheder ligger på lavtrykkets bagside.

Jeg tror, at målingen af vindhastigheden er for lav (skalaen er 0-40 m/sek), men skidt med det – forskellen er tydelig.

Helga var ikke helt så nedtrykt syd for Limfjorden – hendes vrede gik mest ud over vendelboerne.

Helga

Jeg cyklede på arbejde omkring 06:50 og syntes, at der var god rygvind, men det er tydeligt, at jeg måske havde kunnet køre frihjul det meste af vejen, hvis jeg havde ventet til ved 9-tiden.

Selvom vinden var i aftagende, da jeg cyklede hjem, var Batavus’ motorhjælp særdeles velkommen.

Skal du til julefrokost i det nordjyske i aften, kan du helt uden alkohol få en ordentlig sidevind på.

/Eric

I stormens øje

Stormens øje passerede Nordjylland i går, og det var nok derfor, vi slap så billigt, men jeg skal love for, at barometerstanden faldt.

Herunder ses en kurve (mbar) fra en måling på cementfabrikken, og der er ingen tvivl om, hvornår stormens øje kiggede ned på os.

Lavtryk

Fruen kom hjem ved 17:30-tiden, og da kunne hun bære en opslået paraply. Først ved 18-tiden kom vinden, og kurven viser tydeligt hvorfor.

Det blæste ikke nær så slemt som sydpå, men dog kraftigt nok til at vandgranen i baghaven blev udsat for en naturlig beskæring. Græsplænen er overstrøet med grene og kviste, men det er billigt sluppet.

/Eric