Tag-arkiv: Reload

Bloggens forside viser ikke nye indlæg

IT er et reservoir, som konstant fyldes med nye sorger: Pludselig viser min WordPress-blog ikke det nyeste indlæg på forsiden.

Wordpress logoLæsere ser den sidst gemte kopi af forsiden og ikke den nyeste version med det (de) nyeste indlæg. Først når man genopfrisker siden (trykker F5), sker der noget. Jeg har hørt det fra andre, og jeg har oplevet det selv. Sådan har det aldrig været før.

Det skete fra den ene dag til den anden (17. eller 18. februar). Da jeg ikke har lavet noget om på opsætningen af WordPress, må problemet være på serversiden, og jeg har derfor kontaktet min udbyder.

Jeg har ikke meget forstand på de dele, men når browseren viser den sidst gemte (cachede) kopi af siden, må det være fordi, den ikke får at vide, at der er en nyere version – eller noget i den dur.

Browseren gemmer normalt en kopi af de sider, man besøger, og det sparer jo både tid og båndbredde at hive siden frem fra harddisken, hvis den ikke er ændret, men det er jo det, den er!

Det kan selvfølgelig også være noget med, at serveren stikker læseren en kopi for at spare tid og arbejde med at slå op i databasen, og hvis denne kopi af en eller anden grund ikke opdateres…

Ja, hvad ved jeg. Jeg ved heller ikke, hvorfor jeg skriver dette. Hvis ingen ser det, får jeg jo hverken medlidenhed eller trøst.

IT er et reservoir, som konstant fyldes med nye sorger.