Frikadeller er ikke en egnsret, men en landsret, og der er flere end bare Østre og Vestre. Læs videre og erkend, at dansk er ret svært!
For at noget (f.eks. frikadeller) kan blive en landsret, skal der være ensartede retstilstande i landets køkkener, og er der det, hersker der retssikkerhed.
Det kan ske, at kokken har en dårlig dag, og så må man lade nåde gå for ret, hvis man da ikke er for retsbevidst. Man kan også spise så meget, at man bliver overvægtig. Så har man fået retten på sin side.
Fødevarestyrelsen holder øje med retssikkerheden, mens avisernes restaurantanmeldere vogter om retstilstanden. Anmelderne tager sig af retskrivningen og retsbelæringen, og domstolene sikrer retfærdighed.
Hvis nogen klager over en landsret (frikadeller f.eks.), hyrer de en landsretssagfører, mens højesteretssagførere har specialiseret sig i smørrebrød.
Opstår der tvist om regningen, afgøres den i efterretten, mens alle sager om æggestand afgøres af standretten.
Nødret er for mange lig med dybfrossen pizza, mens krigsretter bare er et andet ord for feltrationer. Retsindige mennesker holder af slow food, og folkeretten har ekstremt trange kår, fordi der er så få folkekøkkener.
Man kan med rette spørge, hvad dette egentlig leder frem til, men nu er jeg retfærdig.