Om ret og retter. Dansk er en svær en XIII

Frikadeller er ikke en egnsret, men en landsret, og der er flere end bare Østre og Vestre. Læs videre og erkend, at dansk er ret svært!

For at noget (f.eks. frikadeller) kan blive en landsret, skal der være ensartede retstilstande i landets køkkener, og er der det, hersker der retssikkerhed.

Det kan ske, at kokken har en dårlig dag, og så må man lade nåde gå for ret, hvis man da ikke er for retsbevidst. Man kan også spise så meget, at man bliver overvægtig. Så har man fået retten på sin side.

Fødevarestyrelsen holder øje med retssikkerheden, mens avisernes restaurantanmeldere vogter om retstilstanden. Anmelderne tager sig af retskrivningen og retsbelæringen, og domstolene sikrer retfærdighed.

Hvis nogen klager over en landsret (frikadeller f.eks.), hyrer de en landsretssagfører, mens højesteretssagførere har specialiseret sig i smørrebrød.

Opstår der tvist om regningen, afgøres den i efterretten, mens alle sager om æggestand afgøres af standretten.

Nødret er for mange lig med dybfrossen pizza, mens krigsretter bare er et andet ord for feltrationer. Retsindige mennesker holder af slow food, og folkeretten har ekstremt trange kår, fordi der er så få folkekøkkener.

Man kan med rette spørge, hvad dette egentlig leder frem til, men nu er jeg retfærdig.

 

6 tanker om "Om ret og retter. Dansk er en svær en XIII"

  1. Hans Mogensen

    Hej Erik.

    Jeg fik mindelser om Benny Andersens digt “frikadellens flugt over plankeværket” og synes din tekst er på mindst samme niveau! Er du sikker på at det var ingeniør du havde lyst til at være?? Bravo!

    Hans

    Svar
    1. Eric

      Hej Hans
      Sjovt at du kiggede forbi, men for en advokat har indlægget selvfølgelig fagretlig relevans 😉

      Ingeniørtitlen vil jeg nu ikke smykke mig med. Det blev bare til noget lignende ved skæbnens boldspil, og underligt nok tænkte jeg slet ikke på, at overskriften kunne have været “Landsrettens flugt over plankeværket”.

      Svar
  2. Ellen

    Ret godt. Du er muligvis retfærdig 😉 – retarderet er du i hvert fald ikke.
    Jeg elsker dine sproglegsindlæg – tak for mange stille smil 😀

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *