Find formen i Fitnesscenter Fortovet

Vores motto er: “Tag en skraber og kom i form!” Det er gratis at bruge det nye fitnesscenter og dets faciliteter, og vi har døgnåbent.

Fitnesscenter Fortovet sidste vinter

Motionscenteret åbnede mindst en måned før forventet, nemlig da den første sne faldt 20. november. Så man kan spøgefuldt sige, at det åbnede, da det lukkede.

Vi tilbyder motion i dejlig frisk luft uden hørm af omklædningsrum og svedigt træningstøj.

Vores specialitet er træning af ryg-, arm-, skulder- og lårmuskulatur, og derudover tilbyder vi mentaltræning i at stå fast. Motionsredskaber kan lånes ved henvendelse til centerledelsen.

Vi anbefaler, at man ikke lægger for hårdt ud. Opbyg først grundformen ved at salte og fortsæt derefter med kosten. Når du behersker kosten og er klar til at feje for egen dør, kan du tage en skraber. Efter en uges daglig træning med salt, kost og skraber er de fleste klar til at bruge den ultimative formbooster: sneskovlen.

Centeret har døgnåbent, men lån af motionsredskaber skal aftales uden for tidsrummet 20:01 til 06:57. Da det er et non-profit foretagende, kan vi ikke tilbyde badefaciliteter, men man kan klæde om i garagen.

Vel mødt!

 

12 tanker om "Find formen i Fitnesscenter Fortovet"

  1. Pingback: Rydningspligt og hullet i mit fortov

  2. Stegemüller

    Hold da op, hvor har I meget sne – og en dejligt lang havegang 🙂 Jeg sidder og kigger ud af vinduet fra mit arbejdsværelse, og sneen vælter ned lige nu; dit fitnesscenter ville kunne få kronede dage her.

    Så blev du da endeligt direktør og jeg tror, du har valgt en god og lukrativ branche i disse tider, hvor klimaet forandres. Nogle gange undrer jeg mig lidt over, at man taler om den globale opvarmning – på mig virker det nærmere som en global nedkøling, men der er sikkert en sammenhæng et eller andet sted.

    Svar
    1. Eric

      Billedet er fra sidste vinter, men det er jo ikke så længe siden, og hvis denne fortsætter, som den er startet, kan jeg sikkert bygge endnu højere volde.

      Og ja, det er meget godt det der med at tænke globalt, men det lokale er altså noget nemmere at håndtere…eller øh…

      Svar
  3. Erik Hulegaard

    @Eric#271110-0922:

    Tusind tak for din forsikring om, at de væmmelige pengemænd i grå habitter og store armbevægelser og tvivlsom bogføring ikke vil købe den nye fitness-kæde.

    Og ganske rigtigt, mit “skvatteri” medførte en formentlig livslang skade, der er inoperabel ifølge håndkirurgerne på OUH. Men det fritager mig ikke for at motionere sneskovlen….desværre 😉 !

    Svar
  4. Erik Hulegaard

    Killingen på topbilledet kan vist roligt blive stående et stykke tid endnu og snuse til sneen. Godt for dens benmuskler. Og (mindre?) godt for os andre matrikelejere, der igen skal igang med vinterens muskulære og kolde udfordringer.

    Nu håber denne kommentator ikke, at den tidl. fitness-forretnings-konge og eks-europamester Hans Henrik Palm får et endnu et pauselån af Amagerbanken til at købe den nye landsdækkende fitness-kæde Fortovet I/S; bedre ville det være, hvis han blev re-lokaliseret til en lille iglo og kom i jobtræning som snerydder.

    Svar
    1. Eric

      Jeg tror ikke, vi behøver frygte X-spekulanters eller kapitalfondes indtog på et forretningsområde, der har forfrossent vand som afkast.

      Og pas nu på derude, Erik. Var der ikke noget med, at du skvattede sidste vinter og gjorde skade på dig selv?

      Svar
  5. Ellen

    Eric… for en gangs skyld er jeg tæt på at sige, at dette er ikke morsomt.
    Men det er det jo så alligevel, fordi det er dig, der skriver ordene 🙂
    Og uanset dine anbefalinger er vi simpelthen tvunget til at lægge hårdt ud. Billeddokumentation følger i morgen. Desværre.
    God weekend – trods alt 😉

    Svar
    1. Eric

      @ Ellen
      Jeg mere end fornemmer, at du har taget nogle puddersukkerbilleder på Sjælland, men nu må jeg altså ud at gøre trappen (til indgangsdøren) til hulvej, så Helle ikke går fast, når hun spadserer hjem fra firmajulefrokosten.

      Motionister og styrketrænende: Kom! Kom!

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *