Det er fyraften. Min cykel runder hjørnet efter den første stigning, og for foden af næste bakke står nogle grædende kvinder på fortovet.

En sort rustvogn med kiste kører langsomt og værdigt op ad bakken. Bakken er lang og stejl, og jeg holder uden vanskelighed respektfuld afstand.

Mens jeg tramper, og pulsen stiger, siger jeg til mig selv, at rustvognen garanteret speeder op, når den når over bakketoppen og forsvinder ud af syne for de sørgende efterladte.

Men nej. Rustvognen fortsætter sit respektfulde tempo, selv da det går nedad, og de grædende kvinder ikke kan se den længere. Nu går det til gengæld stærkt for mig, og jeg haler hastigt ind på bilen, der drejer til højre, hvor også jeg skal til højre.

Da jeg drejer om hjørnet sekunder efter, er den blanke bil med kisten allerede nær toppen af næste bakke. Ikke at farten er respektløs, den er bare blevet normal.

Han har også fyraften på et tidspunkt. Det har vi alle.