Der er brev fra San Giovanni, en italiensk restaurant i Aalborg. Nydelig A5-konvolut i svært papir og Hr. foran mit navn. Hvad vil de mon mig?

Jeg modtager sjældent breve. Næsten alle betalinger og rudekuverter går via PBS og E-boks. Personlig korrespondance (undtaget misundelsespostkort) klares med portofri e-mail.

Jeg studerer kuverten. Den er af svært, lysegult papir og påtrykt det billede, du ser til højre. Navn og adresse er håndskrevet med et høfligt ”Hr.” foran.

Hvad vil de mon mig? Jeg trækker spændingen ud og laver forhalende komme-hjem-gøremål, så brevet får tid at vokse og fylde mig med forventning.

Papirkvaliteten og den håndskrevne adresse taler imod reklame. En invitation til et anmeldermåltid er nok for meget at håbe på, skønt jeg før har fået overraskende reaktioner på mine rejsebeskrivelser.

(Anmeldereksemplarer af nye bøger er kutyme, men restauranter har desværre ikke taget idéen op, skønt de fleste skifter menukort med mellemrum.)

Mere sandsynligt er nok et arrangement, hvor min tidligere italiensklærer er indblandet. Hun er så aktiv med mange ting, og skønt vi kun har sporadisk kontakt, har hun før vist sin betænksomhed.

Til slut kan jeg ikke vente længere. Jeg sætter mig i husets bedste stol og åbner forsigtigt kuverten. Det er en invitation. En god ven fylder rundt, og festen holdes i San Giovannis selskabslokaler.

Men hov! Datoen – er det ikke, mens vi er i Riga? Med kold nervøsitet tjekker jeg billetterne, og nej, fødselsdagsfesten er fire dage før afrejse. Pyha!

Vi glæder os til en aften med godt selskab og italiensk slow food. Det er rart at få sådan et rigtigt brev en gang imellem.