Tag-arkiv: Italiensk restaurant

På CUPO – Cucina Popolare i Aalborg

10 svar

Det skal ikke være græsk hver gang, så i går spiste vi på den italienske restaurant CUPO over for Nordkraft i Aalborg. Det var rigtig godt.

Da jeg i en fjern fortid flyttede hjemmefra, var det til et værelse på Kanalstien, som grænser op til det gamle Karolinelund. Under kanalstiens asfalt løber Østerå i et betonrør, som ender i fjorden.

På hjørnet til Østerbro, lige over for elværket Nordkraft, lå Kanal Cafeen, som tiltrak nogle af byens tørstigste sjæle, når de ikke drak høkerbajere på bænkene foran Karolinelund.

Engang lokkede nysgerrighed os ind på ”Kanalen”, men ikke længe. Der var sjatter overalt, der stank af øl og uddunstninger, og hvis gæsterne ikke sov, var de så fulde, at al tale om at åbne Østerå måtte stemples som romantisk uansvarlighed.

Årene gik, og Kanal Cafeen lukkede. Lokalerne blev renoveret, og der åbnede en (vistnok) fransk restaurant. Vi kom aldrig derind, men forleden bemærkede jeg så, at det nu var blevet til en italiensk restaurant, Cucina Popolare eller “CUPO”.

En søgning afslørede, at den åbnede oktober sidste år, og at folk taler pænt om stedet.

Læs resten →

Brevet fra Ristorante San Giovanni

9 svar

Der er brev fra San Giovanni, en italiensk restaurant i Aalborg. Nydelig A5-konvolut i svært papir og Hr. foran mit navn. Hvad vil de mon mig?

San GiovanniJeg modtager sjældent breve. Næsten alle betalinger og rudekuverter går via PBS og E-boks. Personlig korrespondance (undtaget misundelsespostkort) klares med portofri e-mail.

Jeg studerer kuverten. Den er af svært, lysegult papir og påtrykt det billede, du ser til højre. Navn og adresse er håndskrevet med et høfligt ”Hr.” foran.

Hvad vil de mon mig? Jeg trækker spændingen ud og laver forhalende komme-hjem-gøremål, så brevet får tid at vokse og fylde mig med forventning.

Papirkvaliteten og den håndskrevne adresse taler imod reklame. En invitation til et anmeldermåltid er nok for meget at håbe på, skønt jeg før har fået overraskende reaktioner på mine rejsebeskrivelser.

(Anmeldereksemplarer af nye bøger er kutyme, men restauranter har desværre ikke taget idéen op, skønt de fleste skifter menukort med mellemrum.)

Mere sandsynligt er nok et arrangement, hvor min tidligere italiensklærer er indblandet. Hun er så aktiv med mange ting, og skønt vi kun har sporadisk kontakt, har hun før vist sin betænksomhed.

Til slut kan jeg ikke vente længere. Jeg sætter mig i husets bedste stol og åbner forsigtigt kuverten. Det er en invitation. En god ven fylder rundt, og festen holdes i San Giovannis selskabslokaler.

Men hov! Datoen – er det ikke, mens vi er i Riga? Med kold nervøsitet tjekker jeg billetterne, og nej, fødselsdagsfesten er fire dage før afrejse. Pyha!

Vi glæder os til en aften med godt selskab og italiensk slow food. Det er rart at få sådan et rigtigt brev en gang imellem.