Tag-arkiv: Senioranalytiker

Seniorer, barnerumper og finanskrisen

Hvordan kan en barnerumpe være “senior” noget som helst?

Han toner frem på skærmen. I hjørnet står, at han er senioranalytiker for en af de større banker, og han udtaler sig vældig begavet om finanskrisen.

Slipset med de skrå lilla striber sidder upåvirket af kursfaldet, og det kortklippede hår stritter tjekket kaotisk. Han har ungpige-teint og ville sikkert selv sige, at han har antennerne ude. Jeg vil nu kalde dem for “flyveører”, men det er et dialektspørgsmål. Sugerøret i hullet mellem fortænderne har produceren fjernet før interviewet.

Hvordan kan sådan en barnerumpe være senioranalytiker eller “senior” noget som helst? Senior betyder “ældre”. Ergo har de andre i afdelingen knap tabt mælketænderne.

Måske er det ikke så mærkeligt, at vi har finanskrise.

/Eric