Havde jeg anet, hvad jeg gik ind til, havde jeg købt pladsbillet i stillekupeen. Men jeg vidste det ikke, og afgangen 9:17 var ikke planlagt.

Det var en rigtig god fødselsdagsfest, og jeg vågner overraskende tidligt. Så uforudset tidligt at jeg når toget 9:17 fra Århus.

Trætheden derimod var helt forudsigelig. En på sin vis planlagt svækket tilstand. Jeg finder et sæde og lukker øjnene.

Babyben, bananer og bamser slår kort efter ned som en myggesværm.

Forældrene overfor er ikke decideret larmende, men stimulerer uophørligt en lille dreng, som ville have meget bedre af at sove. Jeg har hørt, at mange børn sover for lidt, og er helt enig.

Jeg rammes af en sut og siger hyklerisk, at det gør ikke noget.

En japansk turist taler meget højt og meget længe med to unge danskere om verdens lykkeligste land. De unge danskere taler på nationens vegne, så mine tæer får krampe.

Med ét ved jeg, hvad det vil sige at føle sig gammel.

Pigen ved siden af mig læser en tyk bog om molekylærbiologi og er helt stille. Hvorfor er der ikke flere som hende?

Det er der måske også. Jeg kører ikke så tit med tog.