Tag-arkiv: Stå

Manden med Vågn op!

Manden fra Jehovas Vidner står med sit blad, næsten hver gang jeg er inde i byen. Sådan har det været i mange år. Mindst 30 tror jeg.

Han virker ensfarvet grå og er vel omkring 60 efterår. Han er under middelhøjde, og ansigtet er lidt tungt med firkantede metalindfattede briller.

Beskrivelsen er upræcis, for jeg har aldrig iagttaget ham så nøje. Det kunne misforstås som interesse. Tværtimod sætter jeg farten lidt op og lader som om, jeg ikke ser ham.

Det er egentlig fjollet, for han står jo bare helt stille og holder bladet op for sit bryst. Det har han gjort i 30 år eller deromkring.

Jeg har aldrig set ham nærme sig eller tale med nogen. Han gør intet aktivt for at forkynde eller frelse. Kan det være et formål i sig selv bare at stå?

Hvad tænker han mon på i sin ubevægelighed? Koncentrerer han sig om at ligne frelsens bådebro? Tæller han de forbipasserende som himmelske point før Harmagedon?

Han har stået der så længe, i så mange år, at han da må tænke på et eller andet; men ansigtet røber intet.

Han står der bare. Som et skilt. Med sit blad: Vågn op!