Det stormer igen. Jeg bombarderes af blæselyde i mit pusterum, hvor jeg sidder og be’r til, at taget ikke blæser af, eller det der er værre.

Huset har bredside mod vest. Det suser og knager, regn pisker mod vinduerne, grene banker mod murene, og rosen svirper vinduet i udestuen. Jeg må se at få beskåret den rose, men ikke i dag.

En løs bølgeplade i terrassens halvtag klaprer, men terrassen er ikke kritisk. Værst lyder det, når grene slår mod altanens stålrækværk, så det runger med et ”donnnng!”.

Jeg tog fri, før stormen kulminerede, men det var alligevel en hård cykeltur – modvind og balancekunst i sidevind.

Jeg ville gerne hjem, for tænk nu hvis taget blæste af eller sådan noget. Ikke at jeg så kan gøre så meget, men solidaritet, moralsk opbakning og alt det der.

Fyrretræet bøjer sig som en flitsbue, ser jeg fra køkkenvinduet. Det er vildt det her! Kan det mon stå for presset? Nå, i det mindste rammer det ikke huset, hvis det knækker.

På fjernsynet er der havskum i Hirtshals og blæst om euroen.