Tag-arkiv: Vinterferie

Så er vinterferien til Tenerife bestilt

Antivinterkullerferien er bestilt, og med aldrig svigtende sans for fornyelse går turen for 5. år i træk til Puerto de la Cruz på Tenerife.

Ved middagstid var der 27° C i terrassens skygge, men så kom en front ind fra sydvest. Temperaturen dykkede til under 26°, og jeg bestilte straks vinterferie.

Helt så impulsivt, som det lyder, var det dog ikke. Vi havde snakket om, hvorvidt vi skulle prøve et andet sted end Puerto de la Cruz, og jeg undersøgte mulighederne.

Det stod hurtigt klart, at der (efter vores smag) er for meget børnepool og strandghetto over de andre kanariske destinationer med fly fra Aalborg. Dog ikke Las Palmas og La Gomera, men Las Palmas er for stor, og for at nyde La Gomeras natur efter fortjeneste skal man vist være vabelvillig vandrefugl.

Der er selvfølgelig andre steder på kloden med anstændigt vejr om vinteren, og det er slet ikke vrangvilje, der afholder os fra at smutte til Samoa, Sydafrika eller Sydney, det er afstanden. Det er for langt, når man kun har en uge.

Men vi har det også helt fint med en uges gråguldsferie i Puerto de la Cruz. Vi blender fint med byens modne publikum og kan sågar holde rollatorfart. Vi har pensionisttilværelsestalent, og talent skal man ikke holde nede.

/Eric

Så er vinterferien på Tenerife bestilt

Så er vinterferien til Tenerife bestilt. Lidt uopfindsomt til Puerto de la Cruz igen, men der har vi det godt, og øen er god mod vinterkuller.

Om vinteren rejser mange på skiferie for at forbedre deres chancer for knoglebrud. Det kan vel sammenlignes med dødsdrift, og skiferier kunne med rette pålægges en særskat, når man tænker på, hvilke uhyrlige summer de koster samfundet.

Jeg anerkender så klart andres frie ret til at brække både arme og ben, men selv kunne jeg ikke drømme om at betale for øget risiko. Jeg ser så rigelig sne på fortovet, hvor jeg har rydningspligten.

Nej, lad mig få sol og varme. Det er medicinen mod vinterkuller, når dagene bliver for korte, og batterier til cykellygterne fylder i budgettet.

Vi har det egentlig bedst med selv at arrangere vores rejser, men der er ikke så mange muligheder om vinteren, når man kun har en uge, og kravet er sol og varme – derfor en charterrejse til Tenerife med bekvem afgang fra Aalborg.

Det er fint med nye eventyr, men man tager ikke på en uges smuttur til fx Sydafrika eller New Zealand. Vi har befundet os godt i Puerto de la Cruz og ser frem til en uges afslapning i kendte omgivelser.

Det er rart at have noget at se frem til, når hverdagen ind imellem bliver for grå, og når vi kommer hjem fra Grækenland og skal i gang igen, kan vi sige til hinanden:

”Så, nu er der ikke så længe til, at vi skal til Tenerife!”

 

Vinterferien på Tenerife bestilt

Så er der købt behandling mod vinterkuller: en uge på Tenerife i december. Det kan synes fjernt her i juli, men når man nu har besluttet sig…

Pensionist på Tenerife

Ikke mig, men det kunne det blive.

Afgangene direkte fra Aalborg er populære, og når man ved, at man vil af sted, er der ingen grund til at vente med at bestille. Turen går igen til Puerto de la Cruz, men vi prøver et andet lejlighedshotel tættere på den gamle bydel.

Lige nu, her i grillsæsonen, kan vinteren synes fjern, men den kommer og vil bringe et sugende behov for lys og varme. Bare tanken om cykelture i sjap og lange underhylere kan gøre mig deprimeret på forhånd.

Nu har vi et forventningens bolsje at sutte på, når vejret bli’r for melankolsk. 🙂