Jeg har brugt nogle timer på at reparere døde links. Det er kedeligt, men skal til en gang imellem. Heldigvis er der programmer, som kan hjælpe.
Når folk er så forhippede på at få links til deres websider, kan det undre, at de skifter webadresse så ofte; men det gør de, og med tiden bliver det til en hulens masse døde links, hvis man ikke gør noget ved det.
Links er Internettets rygrad. Uden links intet World Wide Web, men det er irriterende at følge et link til en side, som ikke eksisterer mere, og man skal helst ikke irritere sine gæster.
Til at finde de døde links bruger jeg et glimrende og gratis program, Xenu. Find det selv med en søgning på ”Xenu link sleuth” (der undgik jeg et potentielt dødt link!), men vær opmærksom under installationen, for ellers installeres en masse andet samtidig, som du formentlig ikke er interesseret i.
Xenu gennemtrawler dit websted og tester dine links. Når programmet så har lavet en rapport, starter det virkelige arbejde!
Er siderne, man linkede til, væk for bestandig, eller er de blot flyttet til nye adresser og i givet fald hvor? Skal man slette linket, eller skal man finde en anden og lignende side i stedet – eller kan det være, at siden bare er nede midlertidig?
Og sådan gik tiden med vedligehold. Jeg burde gøre det noget oftere, men det er så træls!