Vandforbrug og søforklaringer

Vores vandforbrug er faldet 39 % i forhold til sidste år. Helle sagde straks:

“Det tror de sgu’ ikke på – og dog, de tror nok bare, at der er flyttet en teenager hjemmefra!”

Ja måske – eller at vi har realiseret os selv i Gobi-ørkenen i 4½ måned, udskiftet alle vandforbrugende hvidevarer eller stoppet forsøget med at dyrke ris i baghaven.

Hvis de heller ikke tror på det, kan jeg jo sige, at vi har drukket mindre, fordi det ikke smagte så godt som i 2006, hvor det blev kåret som Danmarks mest velsmagende drikkevand.

Jeg har lige aflæst forbruget og indberettet det i dag, og den er god nok. Sidste år brugte vi (uden teenagere) 85 m3, og i år har vi kun brugt 52, svarende til 26 m3 pr. person. Okay, i forhold til de fire foregående år er det “kun” et fald på 21 %

Jeg har ingen anelse om, hvorfor det steg sådan sidste år, eller hvorfor det nu er faldet så meget.

Måleren kan selvfølgelig være i stykker, men den er kun få år gammel. Potteplanterne visner ikke, så måske skyldes det ændrede badevaner efter rejsen til vandfattige Karpathos i 2007.

Hvis jeg bare vidste det, kunne jeg give gode råd, men det gør jeg ikke.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.