De politiske partiers hjemmesider er fyldt med graverende fejl, og det er flere ministerielle sider også. Siderne overholder ikke standarden for WWW. Det er pinligt IT-makværk, og risikoen (eller håbet om man vil!) er ulæselighed.
Jeg har helt gratis kontrolleret nogle af deres forsider på World Wide Web Consortium, og her er resultatet, hvor jeg dog kun viser antallet af fejl og advarsler uden de mange detaljer:
- De Radikale 500 fejl og 76 advarsler
- Socialistisk Folkeparti 136 fejl og 79 advarsler
- Socialdemokratiet 113 fejl og 50 advarsler
- Dansk Folkeparti 111 fejl og 24 advarsler
- Konservative 73 fejl, 67 advarsler
- Enhedslisten 71 fejl og 0 advarsler
- Venstre 63 fejl 0 advarsler
- Borgerligt Centrum “kun” 22 fejl og 0 advarsler, men de har jo også et tyndt program.
Det er sgu’ da lidt pinligt! Og det er kun forsiderne! De kan selvfølgelig trøste sig med, at verdens mægtigste hjemmeside, nemlig Det Hvide Hus i U.S.A., i min kontrol scorer hele 10 fejl og 1 advarsel.
Hvad så med det officielle Danmark, der om nogen burde følge reglerne til punkt og prikke og være et forbillede i Danmarks kurs mod IT-samfundet? Jeg kontrollerede nogle få forsider:
- Forsvarsministeriet 114 fejl og 0 advarsler
- Statsministeriet 91 fejl og 10 advarsler
- Axelborg – undskyld: Fødevareministeriet 61 fejl og 16 advarsler
- Folketinget 10 fejl og 28 advarsler
- Videnskabsministeriet 2 fejl og 0 advarsler
- Undervisningsministeriet 1 fejl og 0 advarsler (blandt de blinde er den enøjede konge – bravo!)
Jeg orkede ikke at kontrollere flere, og det er vist heller ikke nødvendigt. Tallene viser tydeligt, at det står sløjt til med “den moderne retskrivning”.
Som for det talte og skrevne sprog er der retningslinjer for, hvordan HTML skal skrives. HTML, XHTML, XML og hvad de forskellige varianter nu hedder, skal overholde visse “grammatiske regler”, hvis alle browsere på alle platforme skal kunne læse og vise siderne korrekt.
De fleste browsere er heldigvis i stand til at gennemskue fejlene og vise siderne nogenlunde som tilsigtet, men det svarer til, at vi gætter på, hvis hat han tog, da “han tog hans hat og gik”.
Jeg ved da godt, at der også er småfejl på nogle af mine sider, men det er ikke mange, og jeg har heller ikke et budget eller en IT-afdeling, som jeg kan fyre eller trække i løn.